Opmaalingslære
til brug ved Landinspektørelevernes Undervisning i Landmaaling

Forfatter: H. V. Nyholm

År: 1907-1909

Forlag: I kommision hos Boghandler H. Christensen

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 359

UDK: 526.9

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 392 Forrige Næste
86 forskellig Retning. Har Polygonsiden mere end c. 3/i Meters Fald paa 100 Meter, maa man enten nivellere den med et Haandniveau, saa at man senere kan beregne Reduktionen for Fald, eller ogsaa maa man benytte Loddet under Maalingen. Det er maaske sikrest at benytte Lod ved den ene Maaling og nivellere ved den anden. Ved Sammenligning af de to Maalingérs Resultater maa man her, hvor de lovmæssige Fejl spiller en meget underordnet Rolle, holde sig til Fejlgrænsen hvis Værdier er beregnede i Instrumentlæren. Maalingen af Polygonsiderne kan føres i Maalebogen saa- ledes som vist i Eksempel 19. Det første Skema viser, hvor- ledes de Sider, som man paa Grund af stærkt Fald har nivel- leret, opføres, medens det andet Skema viser, hvorledes Resul- tatet af Sidemaalingen samles og Middeltallene beregnes. 61. Forekommer der ved en Opmaaling enkelte Terræn- dele, som ikke kræves opmaalte med saa stor Nøjagtighed som de øvrige Dele, f. Eks. Moser, Søgrænser, Bevoksningsgrænser o. 1., kan man gennem saadanne Terrændele føre brudte Linjer, hvis Vinkler maales med simplere Instrumenter som Vinkelsøjlen, Sekstanten, Reflektoren o. 1., eller hvis Siders Azimuther bestem- mes direkte ved Boussolen. Ved Maalingen af saadanne brudte Linjer gaar man iøvrigt frem paa samme Maade som sædvanlig, idet man dog efter Omstændighederne ogsaa slaar af paa Nøj- agtigheden ved Sidemaalingen. I Reglen konstrueres disse brudte Linjer uden Beregning af Polygonpunkternes Koordinater1). § 7, Linjetriangulation. 4/=======\ß F>g- 73- 62. Ved Linjetriangulationen bestem- mes Hovedpunktet, C, i Forhold til to givne Hovedpunkter A og B ved Maaling af Afstandene AC og BC. A og B er Punkter i en Hovedlinje, og deres Sted i denne bestemmes ved Maaling af deres Afstande fra dennes ene Endepunkt. Denne Opmaalingsmetode kan anvendes enten selvstændig, naar det gælder om at opmaale et Terræn af ikke for stor Udstrækning, og Terrænforholdene tilsteder Udstikning og Maaling af lange Linjer, eller til Bestemmelse af underordnede Linjenet ved Op- Polygonmaalingens Anvendelse ved Opmaalinger i Byer, som i flere Hen- seender frembyder særlige Forhold, omtales i § 11 Bymaalinger, Side 101.