Opmaalingslære
til brug ved Landinspektørelevernes Undervisning i Landmaaling

Forfatter: H. V. Nyholm

År: 1907-1909

Forlag: I kommision hos Boghandler H. Christensen

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 359

UDK: 526.9

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 392 Forrige Næste
189 serer ind i et tættere Luftlag, brydes mod Indfaldsloddet, saa at dens Bane bliver en brudt Linje beliggende i en vertikal Plan; og tænker man sig da videre det enkelte Lags Tykkelse uendelig lille, bliver Lysstraalens Bane en Kurve med meget svag Krumning og Krumningscentret under sig. Man kan paa et kortere Stykke betragte Banen som en Cirkelbue med en meget stor Radius, Æ, hvis Størrelse angives i Forhold til Jord- radien (Middelkuglens Radius), r, idet man sætter hvor k kaldes Refraktionskoefficienten. Et Øje i O vil se det lysende Punkt, A, i Retningen ØA±, som tangerer Lysstraalen i 0 , og Vinklen Ar ØA = Q kaldes Refraktionsvinklen eller Refraktionen. Var Lysstraalen vinkelret paa Luftlagenes koncentriske Overflader, vilde Refraktionen være Nul, og jo mere Lysstraa- lens Retning nærmer sig til at være vandret, desto større bli- ver Refraktionen. Eftersom det lysgivende Punkt ligger uden- for eller indenfor Atmosfæren, betegner o den astronomiske eller den terrestriske Refraktion. Refraktionen er ingenlunde konstant, tværtimod, den vari- erer ikke alene med Sigtets Højde, men den varierer ogsaa fra Dag til Dag, ja, fra Time til Time efter Lufttrykket, Tempera- turen og Fugtighedsgraden m. m.; ved de korte, vandrette Sigter, som forekommer ved Nivellement, kan man imidlertid under normale Forhold med tilstrækkelig Nøjagtighed som Mid- delværdi (efter Gauss) sætte k — 0.1306. Hvor stærkt Refraktionen imidlertid varierer fremgaar deraf, at Middelfejlen paa denne Bestemmelse af k beløber sig til om- trent 1l‘t af £’s Værdi, og at k — om end meget sjældent — endogsaa kan blive negativ, hvilket betyder, at Lysstraalens Bue faar Krumningscentret over sig. Som Følge af Refraktionen vil Sigtet fra M (se Fig. 145, der ganske svarer til Fig. 144) ikke, som forudsat, træffe Ni- vellerstangen i N men i et lidt lavere liggende Punkt 7^ , saa at den foran beregnede Korrektion for Jordkrumning vil blive at formindske med Størrelsen y — NNr . Ligesom vi før af Trekant NMC fandt 13