Opmaalingslære
til brug ved Landinspektørelevernes Undervisning i Landmaaling
Forfatter: H. V. Nyholm
År: 1907-1909
Forlag: I kommision hos Boghandler H. Christensen
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 359
UDK: 526.9
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
223
rettet mod nederste Sigteskive. O og U betyder henholdsvis
øverste og nederste Sigteskives Stilling paa Nivellerstangen.
4 34. Fladenivellement.
156. Forud for Jordarbejder, Dræningsarbejder, Engvan-
dingsanlæg, Planeringsarbejder o. 1. maa der altid gaa. et P lade-
nivellement. Ligesom man ved Linjenivellementet maa be-
stemme Højden af saa mange Punkter i Linjen, at dennes Form
tydelig kan gengives, saaledes maa man ved Fladenivellementet
bestemme saa mange Punkter af vedkommende Terræns Over-
flade, at dettes Form kan tydelig gengives. Grafisk fremstilles
Højdeforholdene — som allerede i Indledningen angivet — ved
ækvidistante Horisontal kurv er, som er Projektioner af Skærings-
linjerne mellem den naturlige Jordoverflade og Kugleflader, som er
koncentriske med den den vedkommende Del af Ellipsoidefladen
erstattende Kugleflade, og hvis Radier vokser med en konstant
Størrelse, Ækvidistancen, der efter Terrænets Form og Nivelle-
mentets Formaal kan være forskellig, f. Eks. 1l-2, 1, °/2 eller 5
Meter. Ved Fladenivellementer af større Arealer bør Kurvernes
Højde angives over Normal Nul; men ved smaa, lokale Flade-
nivellementer kan man selvfølgelig særdeles vel regne dem ud
fra et vilkaarligt Grundplan f. Eks. Vandstanden i en til Ter-
rænet grænsende Sø.
Fladenivellementet kan udføres indirekte eller direkte.
Den indirekte Metode.
157. For at kunne fremstille Højdekurverne bestemmer
man ved Nivellement Højderne af et passende Antal Punkter,
som er jævnt fordelte og saaledes beliggende, at de let kan
afsættes saavel paa Kortet som i Marken. Punkterne vælges
bedst paa rette Linjer, som — naar man har tegnet dem forud
paa et Kort over vedkommende Terræn — let kan afsættes 1
Marken derved, at man indmaaler deres Skæringspunkter enten
med faste Linjer i Marken (Skel e. 1.) eller med Polygonsider
eller Maalelinjer. Linjerne bør helst lægges nogenlunde i de
Retninger, i hvilke de stærkeste Fald forekommer.
Eksempel 1. I Fig. 160 tænkes de punkterede Linjer
fastbundne ved deres Skæringspunkter med de ved den fore-
gaaende Opmaaling bestemte Polygonsider og Maalelinjer (paa