Teknisk Statik
Første Del

Hi'.'. § 2. Praxis; den tillader ingen Drejning, men derimod en Glidning i en bestemt Retning (Fig. 7, Pl. 1); Linien AH kan altsaa absolut ikke dreje sig, men kun glide i sin egen Retning. Her er Reaktionens Retning givet, men f. Ex. dens Angrebs- punkt og Størrelse ubekendte. De nævnte Konstruktioner af Understøtningen kunne kombineres paa flere Maader, saaledes at Systemet bliver udvendig statisk bestemt. En fast Indspænding alene er til- strækkelig, da den medfører 3 ubekendte. Den almindeligste Kombination er: en fast og en bevægelig simpel Understøt- ning (Fig. 8, Pl. 1); naar P er Resultanten af de givne ydre Kræfter, bestemmes Reaktionerne A og B som i Figuren vist: B’s Retning er bekendt, og 3 gaar gennem Skæringspunktet for P og B; Størrelsen af A og B findes nu ved Opløsning af P. I Praxis er Banen for Understøtningen B’s Bevægelse næsten altid vandret, Reaktionen B altsaa lodret; hvis i saa Fald tillige P er lodret, vil ogsaa Reaktionen A være lodret, og til dens fuldstændige Bestemmelse behøves endnu kun en Be- tingelse, f. Ex. Momentligningen med Hensyn til B. Der vilde aabenbart i dette Tilfælde intet være i Vejen for at gøre ogsaa Understøtningen A bevægelig i vandret Retning, og man vilde saaledes kun faa to ubekendte ved Understøtningerne; men det er let at se, at Konstruktionen vilde være praktisk ubrugelig, idet en ubetydelig Afvigelse af P’s Retning fra den lodrette vilde fremkalde en Bevægelse. Af statisk bestemte Understøtningsmaader kan endnu tænkes følgende: én bevægelig Indspænding og én bevægelig simpel Understøtning (Fig. 9, PI. 1); her er B's Retningslinie bekendt, og A maa gaa gennem Skæringspunktet for P og B og være vinkelret paa Bevægelsens Bane ved A; og tre be- vægelige simple Understøtninger (Fig. 10, PI. 1); i saa Fald ere alle tre Reaktioners Retningslinier bekendte, og deres Størrelser lindes ved Opløsning af P efter de tre givne Linier A, B og C. En grafisk Løsning af denne Opgave er vist i Fig. 11a og llb, PI. 1; P opløses først efter en vilkaarlig af Linierne, f. Ex. B, og efter Hjælpelinien L, der forbinder Skæ- ringspunkterne (P, B) og (A, C); Komposanten i L opløses dernæst efter A og C; Opløsningen foretages bedst i en særlig Figur (Fig. llb). De tre Linier A, B og C maa ikke gaa gennem samme Punkt, hvis Opløsningen skal være mulig;