Teknisk Statik
Første Del

§ 37. 210 r r^i P Mp 1. bn JT U > llp følger da, at alle Diagonaler ere spænding sløse. For Hoved og Fod har man med de sædvanlige Betegnelser: o 31^ __ Alw) -1 m COS ojm =------- , um COS Vm = , ; “7?l —1 den vandrette Komposant af Spændingen i Hoved og Fod er altsaa konstant. Værdien af Forholdet M:h kan tages fra Midten, hvorved: M n tt (11 ~T =----- O COS (J) — U cos V = . h 8 f (32} Naar Faglængden Å er konstant, kan man ogsaa udtrykke det fundne Resultat saaledes, at Spændingen i en Stang i Hoved eller Fod er proportional med vedkommende Stangs Længde:, denne er nemlig Å see w eller k see v. Vertikalspændingerne endelig kunne, idet Diagonalerne ere spændingsløse, findes ved at tegne Kraftpolygonerne (Kraft- trekanterne) for Knudepunkterne. Ved Betragtning af Fodens Knudepunkter faas f. Ex. for en Drager med vandret Fod, parabolsk Hoved, at Spændingerne i Vertikalerne ere lig Knu- depunktsbelastningerne, hvis Belastningen virker paa Foden, der- imod lig Nul, hvis Belastningen virker paa Hovedet. For en saadan Drager (Fig. 156a) findes derfor alle Spændingerne for en ensformig Totalbelastning, der virker paa Foden, ved gen- nem et Punkt A (Fig. 156ft) at trække Paralleler med alle * (1 Hovedets Stænger og i den vandrette Afstand fra A at ind- 8 / lægge en lodret Linie; paa denne afskæres de lige store Ver- tikalspændinger, paa Parallelerne med Hovedet og paa den vandrette Linie maales Hovedets og Fodens Spændinger. Fig. 1566 og a svare aabenbart til hinanden som Kraft- og Tov- polygon, hvilket stemmer med, at Hovedet er formet efter en Tovpolygon (Ligevægtsforni) for Belastningen, medens Foden gør Tjeneste som en Trækstang, der erstatter faste Understøt- ningspunkter. Den almindelige Formel for en Vertikalspænding, (5) i §29, giver her: Vm = [Vot]d = t; for at kunne udvikle dette Ud- tryk videre ville vi først beregne den konstante Værdi af