Teknisk Statik
Første Del

§ 37. 212 Indflydelse paa Diagonalspændingerne, og endvidere kan man strax heraf slutte, at en Diagonal kan blive lige stærkt paa- virket til Træk og Tryk; Influensfladens positive og negative Arealer maa nemlig være lige store, hvis en Totalbelastning ingen Spænding skal frembringe. Enten maa man altsaa gøre alle Diagonaler stive, eller man maa anvende Kontradiagonaler i alle Fag. — Største Træk i Dm (Fig. 159, PI. 17) faas fol- den viste Stilling af Belastningen uden Hensyn til, om den virker paa Hovedet eller paa Foden. Idet vi regne efter den sædvanlige Tilnærmelsesmethode (fu ninger) er ifølge (16), § 15: A = ?X‘m M , — A y 2 Z —i ** • æ? og ved Hjælp af Parabelligningen (31) de Knudepunktsbelast- —i , Mm A xm , _ pi t g y • æ »i —1 •> (35) / \ p t 'S æ m) ~ cT~je‘ hm. (36) hm 2 l Aj Xm m Mm —1 __ P I hmZ “ 8f Herved faas: [ T) 1 Mm Mnl -1 p l [ hm hm-1 8CXt Naar Diagonalens Længde kaldes dm og dens Vinkel med den vandrette (pm, haves dm = km see g>m, hvorved, hvis Dm er den eneste Diagonal i Faget: max.Dm = — min.Dm=^-- dm. (36a). Største Spænding i en Diagonal er altsaa proportional med Stangens Længde, den samme Egenskab, som ovenfor fandtes for Hoved og Fod; her behøver man dog ikke at forudsætte lige store Faglængder. Anvendes Kontradiagonaler, giver (36) den vandrette Koniposant af største Træk i begge Fagets Diagonaler; mindste Træk i begge er Nul. Vertikalerne. Spændingerne fra den hvilende Belastning ere givne ved (34), naar man blot ombytter g med g; vi be- handle derfor i det følgende kun den bevægelige Belastning. For Vertikalspændingerne kan der ikke opstilles saa simple Regler som for de andre Stængers Spændinger; men de kunne