Teknisk Statik
Første Del

242 § 42. . C‘ h z/ c = „ „---é th. EhFh Men under almindelige Forhold, hvor Understøtningen dannes af en muret Pille, vil det være ret umuligt at opstille et Ud- tryk for Pillens Sammentrykning, og hertil kommer endvidere Grundens Eftergiven, som man er absolut ude af Stand til at udtrykke som Funktion af Reaktionen C‘. Forøvrigt gælder dette ogsaa for en Jærnsøjles Fundament, saa ikke en Gang her kan Spørgsmaalet om Værdien af z/c besvares udtøm- mende. I Almindelighed maa derfor z/c betragtes som en i hvert enkelt Tilfælde given Størrelse, eller dens Værdi maa fastsættes ved et Skøn. Det nærmere herom vil fremgaa af det følgende. Ligningen (4) eller (4a) kaldes den almindelige Arbejdslig- ning. Den kan, som vi skulle faa at se, benyttes som Grund- lag for Beregning af baade Formforandringer og Spændinger, altsaa i det hele som Udgangspunkt for Gitterkonstruktioners almindelige Theori*). § 42. Anvendelse af Arbej dsligningen til Bestem- melse af Formforandringer i statisk bestemte Sy- stemer. I Fig. 177, PI. 20, skal man bestemme Punktet zn’s Forskydning dm i Retningen m o (d. v. s. Projektionen af m’s Forskydning paa Linien m o) som Følge af den givne Belast- ning Px — P3. Man beregner først de af den givne Belastning følgende Spændinger og Reaktioner og deraf atter de virkelige Forlæn- gelser z/s af alle Stængerne og (om muligt) de virkelige For- skydninger z/c af Understøtningspunkterne. Dernæst fjærner man Kræfterne P, anbringer i Punktet m og i Retningen m o en Kraft af Størrelse 1 og finder de Reaktioner (Ax og Bi) og Spændinger Si, som derved fremkaldes; og nu anvendes Arbejdsligningen med sidstnævnte tænkte Belastning, men med *) Det er Mohr, der først (i Zeitschr. d. Arch. - u. Ing.-Ver. zu Hann. 1874, S. 509 og 1875, S. 17) har benyttet de virtuelle Forskydningers Princip som Grundlag for en almindelig Theori for bærende Konstruk- tioner. Theorien er siden videre udarbejdet af mange andre, navnlig af Müller-Breslau, som ogsaa (i sin Graphische Statik der Baukonstruk- tionen, II, 1, 1892 og II, 2 (1. Lief.) 189G samt i sin Neuere Methoden der Festigkeitslehre, 1893) har givet den udførligste Fremstilling af den.