Teknisk Statik
Første Del

Forfatter: A. Ostenfeld

År: 1900

Serie: Teknisk Statik

Forlag: Jul. Gjellerup

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 493

UDK: 624.02 Ost

Grundlag for Forlæsninger paa Polyteknisk Læreanstalt

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 582 Forrige Næste
256 § <3. den sidste Forskydning er lig z/.s, da k bliver liggende. Man antager lettest ö== o z) givet (Fig. 187fe), udleder deraf z’s vir- kelige Forskydning o i1, der er vinkelret paa B i, ved z\ i‘ J_ o og projicerer endelig o i‘ ind paa en Parallel med Stangen i-k gennem o, hvorved z/s. Nu er Spændingen hvilket Udtryk, som man let overbeviser sig om, er ganske det samme som det, man faar ved en simpel Opløsning af P efter B i og i-k. Exempel 5. Man skal bestemme Influenslinien for Spæn- dingen i Stangen i-k i Foden af den i Fig. 188a, PI. 20, viste Drager. — Man borttager Stangen i-k og fjerner Punkterne i og k fra hinanden. Bjælkestykket B k C drejer sig herved om den faste Understøtning B, Bevægelsen af Stykket A i C er bestemt ved, at A skal gennemløbe den vandrette Linie (A er en bevægelig Understøtning med vandret Bane), medens C drejer sig om B; Polen for A z C’s Bevægelse bliver da O. Man ser forøvrigt, at Bevægelsen er nøjagtig den samme som den i Fig. 186 (Ex. 3 ovenfor), saa hvis C’s lodrette Forskyd- ning z/c antages lig c‘ c, bliver Nedbøjningslinien a c b. Her- med er ogsaa Influensliniens Form givet, og man mangler kun at bestemme Forholdet mellem z/c (den samme Størrelse som b i Ligning (9)) og z/s. Antages z/c bekendt, maaler man uden videre Forskydningerne A i og Ak af Punkterne i og k i lodret Retning som Ordinater i Trekanten a c b. Disse Størrelser ere i Fig. 188/? afsatte paa en lodret Linie gennem det vilkaarlige Punkt o, og ved gennem deres nederste Ende- punkter at trække vandrette Linier og gennem o Linier, der staa vinkelret paa Radierne B k og O i, faas Punkterne i og k’s virkelige Forskydninger o i1 og o k‘ bestemte. Endelig trækkes gennem o en Linie parallel med Stangen i-k, og ved at projicere i1 og k‘ ind herpaa findes As. Hvis man nu blot maaler Trekanten a c b‘s Ordinater paa en Maalestok, hvor As=l, faas de rigtige Influensordinater. Af alle disse Exempler vil det fremgaa, at det væsentligste eller næsten eneste Arbejde, som Anvendelsen af Methoden kræver, bestaar i Bestemmelsen af Systempunkternes Forskyd- ninger. For ikke at støde paa Vanskeligheder herved have vi