Teknisk Statik
Første Del

472 § 74. Diagonalerne i samme Fag faa samtidig deres største Paa- virkning, og deres Spændinger have altid modsat Fortegn. I de midterste Fag, hvor Paavirkningen kan skifte Fortegn, maa alle Stængerne konstrueres stive. — For Vertikalerne er For- holdet lidt mere kompliceret, da de høre med til begge Enkelt- systemer, men ikke i disse Systemer faa deres største Spæn- dinger for samme Stilling af Belastningen. I Fig. 321, PI. 32, er betragtet Vertikalen 4-4', og Belastningen er antaget at virke paa Foden. Naar 4-4' regnes til det fuldt optrukne System,, er Influenslinien for dens Spænding adeb, negativ til højre, positiv til venstre, idet Vertikalen, som Snittet a-ß viser, hører til Faget 4-5. . I det punkterede System skal man derimod benytte Snittet y-8 og faar derved Influenslinien acchb, der er positiv til højre, negativ til venstre (ad og bdY ere parallele og ddY = \-, Influenslinien er den samme som for Transversal- kraften). Influenslinien for den resulterende Spænding bliver altsaa cdedx, og hvis dens Ordinater, der alle ere positive, af- sættes ud fra en vandret Axe, faas en Trekant med Højde 1 lodret under Vertikalen. Denne Trekant er den samme som Influenslinien for Knudepunktsbelastningen i 4, saa man ser, at Vertikalens mindste og største Spænding bliver lig mindste og største Knudepunktsbelastning. Naar Belastningen virker paa Foden, ere Vertikalerne altid strakte, naar den virker paa Hovedet, altid trykkede. Spændingerne ere altsaa smaa, men man bliver i Almindelighed af praktiske Hensyn (Befæstelse af Tværbjælkerne, Sidestivhed af Drageren) nødt til at anvende langt større Dimensioner end herefter nødvendigt. — For Endevertikalerne er Forholdet dog et andet; de faa kun Paa- virkning i det ene af Enkeltsystemerne (det fuldt optrukne i Fig. 321), saa Spændingen i dem bliver lig den halve Reak- tion (for Belastning paa Hovedet) eller den halve Transversal- kraft i første Fag (Belastning paa Foden). For Dragerformen i Fig. 315 gælde de samme Bemærk- ninger angaaende Endevertikalerne som ovenfor, og naar man holder fast ved Tilnærmelsesprincippet, at tildele hver af Enkeltsystemerne den halve Belastning, støder man heller ikke for Diagonalernes Vedkommende paa nogen Vanskelighed; hvert Enkeltsystem behandles da ganske som i § 36. Imid- lertid kan man maaske faa Betænkeligheder ved her at be- nytte dette TilnærmeJsesprincip; de to Diagonalpolygoner, den