Vore Flyvere
Afred Nervø

Nervø træner. Fot. H. Damgaard. Han var den Aften som alle de foregaaende stilfærdig og smilende, rolig og uanfægtet, baade før og efter den beundringsværdige Flyvning. Da han ved 87a-Tiden gik til Vejrs fra Pladsen, vidste ingen, end ikke hans nærmeste Venner, hvad han havde for. Men da han sejlede ud over Vandet og hen over Københavns Tage og Taarne, da han i Ordets bogstavelige Forstand lagde Hovedstaden for sine Fødder, følte man, at der dog ikke skete andet, end hvad man havde ventet af ham. Han vovede Livet for sin Sag, og Heldet fulgte den dristige. Da han efter 20 Minutters Sejlads hen over Byen vendte tilbage fra den modsatte Retning af den, han var gaaet bort i, og landede roligt og sikkert paa samme Sted, hvorfra han var steget op, var der ikke den ringeste Bevægelse at spore hos ham, og da Jubelen fra de Tusinder af begejstrede Bysbørn slog sammen om ham, da han omfavnedes og bares i Guldstol og bestormedes af Interviewere, tog han det hele saa roligt, som om det var en ganske dagligdags Begivenhed. Næppe en Time efter den lykkeligt tilendebragte Aéroplanrejse, sad han paa Redaktionskontoret og skrev om sine Indtryk fra Turen, skrev derom med samme Ro og i de samme jævne Ord, som om det var et af hans sædvanlige Flyvereferater. Samme Aften tog han Beslutningen om at flyve over Sundet. Den eneste, der kunde have anet noget om hans Byflyvning, var hans Fader. Om Aftenen ved é1/^-Tiden, da Nervø forlod Hjemmet i Amaliegade for at tage ud paa Flyve- pladsen, sagde Faderen netop til ham i Døren: — Kommer Du aldrig denne Vej, saa vi ogsaa kan faa Dig at se? 15 -