Vore Flyvere
Afred Nervø

Nervø i sin Darraq. Bennet-Væddeløb for Luftbal- loner, overværede han i De- cember for første Gang en veritabel Flyvning — paa Høj- sletten Auvours i Nærheden af Le Mans. Det var en meget inter- essant Flyvning, det var nemlig ved denne Lejlighed, at Wil- bur Wright gjorde det den- gang ingenlunde ufarlige Eks- periment at stoppe Motoren i Hundrede Meters Højde og lade sig dale ned. Nervø havde en Anbefalingsskrivelse med fra Gesandten Mr. Egan her i Byen til den berømte amerikanske Flyver, hvis Be- kendtskab han gjorde. Wright lovede at tage ham med som Passager paa en af sine Flyv- ninger, men uforudsete Begivenheder kaldte Nervø hjem, inden Løftet kunde opfyldes. Mødet med Wilbur Wright, som han har skildret i en Kronik i „Politiken", var af en saadan Indflydelse, at han fra det Øjeblik var fast bestemt paa selv at blive Flyver. Havde han haft Raad dertil, da var han bleven i Frankrig med det samme for at lære at flyve. Kun nødig forlod han Auvours. Paa Hjemvejen besøgte han den store Biludstilling i Paris, og straks efter sin Hjemkomst — i Februar 1909 — deltog han i det store aarlige Vinterløb Gøteborg—Stockholm, hvor han kontrollerede en af de sejrende Vogne og modtog et Sølv- bæger som Anerkendelse for de udstaaede Strabadser. Turen, der kørtes i 20 Graders Frost, varede i 30 Timer uden længere Standsninger. Det er sjældent, at en praktisk og ivrig Sportsmand som Nervø tillige er en god Sti- list. Han er en Sprogets Mester, hvad man vil se af Krøniken om Wilbur Wright, som vi her optrykker. Den stod i „Politiken" den 3die Januar igog. Et Besøg 204 Kilometer fra Paris, 15 Kilometer fra Le Mans paa et Højdedrag inde i en stor, øde Skov hos lig£er Artilleriskydepladsen ved Auvours, hvor Wright uforstyrret har kunnet eksperimentere med sin Flyvemaskine, indtil nu, hvor han ikke behøver at eksperimentere mere, fordi han kan Wilbur Wright. Kunsten, den før umulige: at flyve. Jeg naaede derud en Dag ved Totiden. Det var Solskin og stille, det var omtrent som en Foraarsdag hjemme i Danmark. Der gik ogsaa et Par Heste og græssede inde paa en Mark, skønt vi var i December Maaned. Men derefter saas længe ikke noget levende Væsen. Landet var øde, mørke Lyngflader og lav for- krøblet Underskov skiftede stadig. Ude til venstre dukker nogle Hytter og Barakker op. Det er Artillerilejren ved Auvours. Saa drejer der en Vej til venstre, og et Par Hundrede Alen nede ad denne forsvinder Skoven paa højre Side. Her er en stor, aaben Slette med blød Sandjord, langt nede falder den noget af, saa man ser langt ud over Skoven og Landet der; paa de andre tre Sider er Skovkanten flad og jævn som en Væg. Trods den store Forskel er der noget ved Stedet, der minder om Eremitagesletten derhjemme. Eremitagesletten uden det danske Bøge-Smil, mut og mørk. Der er rejst nogle høje Master til Mærke nede ved denne Ende, og et Stykke inde paa Sletten staar der et lille, firbenet Sprinkelværk af Træ, der ligner en mindre Rambuk. Der er en Del Mennesker henne omkring - 7 -