Vore Flyvere
Afred Nervø

det, og over deres Hoveder rager Flyvemaskinens øverste Plan op. Ude ved Vejen i Skovkanten ligger et lille Træskur, det er Wrights Hangar, og der holder en Snes Biler paa Række ved Siden af. Det bruser pludselig løs med en Lyd som Maskinild, jeg kender godt nok den skarpe Metaltrommen, det er en Motor med fri Udblæsning, der arbejder. Jeg lytter efter Spektaklet. Pokkers saa præcist den Motor ar- bejder, det er Kram, der er i Orden. Men nu maa jeg have set, hvad der er at se, Manden og Maskinen, det kan ikke vente længere. Og jeg er i Galop inde over den bløde Sandslette. Jo det er godt nok Wright, han er nem nok at kende efter Fotografierne, en lang, tynd, glatraget Mand i Skindjakke, der gaar og pusler med Apparatet, ser efter hist og her, faar fat i en Skruenøgle og spænder nogle Møtriker, giver et Par Ordrer til de to Mekanikere og smiler med et ejendommeligt, beskedent og godlidende Smil, naar en Bekendt henvender nogle Ord til ham. Og Flyvemaskinen! Det første Indtryk er nogen Undren over, saa smalle Planerne viser sig at være, og derefter kommer Beundringen. Instinktmæssigt føler jeg, hvor det passer altsammen, hvor det er hen- sigtsmæssigt, et Hele, som der ikke hænger nogle tilfældige Ting paa, som er ganske frit for alt tilklistret Over- flødighed. Der er de to Planer til at svæve paa, de staar stramme og stærke, afstivede paa den enkleste og simpleste Maade, saa de vilde kunne holde til Alverdens Pres. Der er Højderoret forude, Sideroret bagved, Motoren og de to lange, smalle og solide Skruer. Det kan ikke være simplere og solidere, end det er. Nu bliver der gjort klar til Start, Vægten bliver hejset op i Stilladset, Tovene fastgjorte, Motoren, der har været standset efter Prøven, sættes i Gang igen, og Wright, der endnu en Gang har efterset alt, sætter sig paa Plads. Han trækker Huen godt ned over Hovedet, stemmer Fødderne imod og griber fat om de to Træhaandtag til Styringerne, prøver at vippe Rorene, lytter saa et Øjeblik til Motoren. Jo, alt er all right! Los! Og Flyve- maskinen kurer ud ad den korte Startskinne. Det gaar langtfra som Torden og Lynild, Farten er temmelig sindig, uden Rakettendenser, men der er aabenbart nok. For da Flyvemaskinen er ude ved den yderste Ende af Skinnen, vipper Wright Højderoret, og nu gaar han og hans Maskine skraat til Vejrs, jævnt og sindigt som en stor, tung Fugl, der maa til det, men ikke har noget Hastværk med at komme af Sted. De gaar hen over den lavere Del af Sletten, stigende ganske jævnt, vender saa langt derude. Flyvemaskinen lægger sig helt kælent paa Skraa i Kurven, præcis og lydig, vi kan tydelig se, hvor Planet nes Yderender buer sig nedad og opefter for at give Ligevægten. Wright kommer sejlende tilbage hen over Hovederne paa os, han er vel nu omtrent et Par Hun- drede Fod oppe, men hver enkelt lille Del ses skarpt mod den lyse Luft. Det er første Gang, jeg ser et Menneske stikke til Vejrs et Hundrede Fod op og tage sig en Flyvetur i den Højde, og egentlig undrer det mig ikke, at Manden kan flyve. Det vidste jeg af Beretningerne, før jeg kom herud; og jeg hører langtfra til de Vantro. Menneskene, der af Naturen overladte til deres Ben er nogle af de langsomste Væsner, har ved Hjælp af deres Maskiner fuldstændig distanceret Alverdens Daahjorte og andre letbenede Skabninger. Hvorfor skulde de saa ikke, naar Tidens Fylde kommer, kunne tage det op med alle Himlens Fugle? Der er ingen Grænser for, hvad Mennesket kan, naar det først faar opdaget Omvejene, det maa bruge; og dem finder det jo altid lidt før eller senere. Men det, der nu slaar mig totalt med Forundring, det er Overdaadigheden i denne Amerikaners Kunnen. Hvor der er Overskud allerede! Død og Plage, den Mand kan ikke blot flyve, men han kan flyve lige saa sikkert og ubekymret hen over vore Hoveder, som jeg kan køre en Bil henad en Landevej. Der er ingen Forcering, ingen krampagtig Anspændelse, intet om, at det lige akkurat gaar og ligesaagodt kunde gaa mindre godt. Wright slaas ikke med sin Maskine, har ikke nødigt at anstrenge sig for at presse det nødvendige ud af den, han er fuldstændig Herre over den, den kan tydeligvis yde adskilligt mere, end den nu maa. Wright har vendt oppe ved den anden Ende af Sletten og kommer til- bage mod os, han gaar lidt nedefter, slentrer saa nonchalent af Sted, gaar lidt til venstre og lidt til højre, tager sig en lille, rask Luftrutchetur i smaa Bølger op og ned, laver et Par flotte Sving, stryger saa i fuldstændig vandret Linje tæt hen over Jorden, Flyvemaskinen lystrer blindt. Og da han kommer hen i Nærheden af os, afbryder han Tændingen og lander blidt, Maskinen sætter sig som en Fugl, den kurer sagtelig en halv Snes Alen gennem Sandet og staar saa støt og roligt. Der er en hel Del af den engelske Aéro-Klubs Medlemmer til Stede foruden udskillige celebre Fransk- mænd, og alle farer vi til, raabende, begejstrede. Det var der dog ingen af os, der havde troet. Den eneste, der er uanfægtet, er Wright selv. Han smiler til os, dette underlige, lidt forlegne Smil. Jeg kan se paa ham, hvad der er i Vejen. Det er ganske simpelt blevet en Selvfølgelighed for ham, han er ved at more sig lidt paa vore Vegne, han tager det saaledes, som vi vilde tage det, hvis der kom en skikkelig Bondemand, der aldrig havde set en Bil før, hen til os og himlede af Begejstring over, hvad vi kunde præstere med den, naar vi trillede for- holdsvis sindigt ud ad Landevejen. Herregud, det hele er jo ganske naturligt, og dette her er jo ikke noget særligt at tale om, der er meget endnu. Wright véd, at der er meget endnu, og han mener, det er bedst vi faar Lejlighed til at se endnu lidt mere af det, saa bliver der lidt mere Rimelighed i Begejstringen. Altsaa gør han klar til Start igen og gaar til Vejrs, og denne Gang er det Alvor med Højden. Han gaar et Slag ned over Terrænet, stiger stadig og fuld- stændig jævnt, og da han kommer tilbage, er han allerede 2 — 300 Fod til Vejrs, saa højt, at han og Apparatet ser helt diminutivt ud. Og der oppe sejler han blidelig af Sted, det gaar saa jævnt og roligt, der er intet hæs- blæsende over hans Flugt. Vi kan høre paa Motorens Trommen, at den gør sit normale Omdrejningsantal, men Skruerne er saaledes afgearede, at det synes os, de roterer forbavsende langsomt, der er intet malende Hvirvel- hjul, man kan omtrent følge deres Blink i Blink under Omdrejningen. Det giver et Præg af Ro, der virker paa os Tilskuere. Flyvningen gaar os ikke paa Nerverne som f. Eks. et Bil-Væddeløb, hvor det gaar løs lige til Grænselinjen. Men nu er det, Wright mener, det er bedst, vi faar hele Resten paa en Gang og faar sat Ner- - 8 -