Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

STIFTERE OG TILBLIVELSE 93 Ved Majdag 1747 udløb Forpagtningen, og Faderen var i Grunden imod, at Tingenes status quo ændredes, men det blev nu alligevel som Sønnen ønskede1)- Der var paa den Tid (1748) Kvægsyge i Jylland —for Resten over hele Danmark — og den gamle maatte vejlede sin Søn ud fra sin rige Erfa- ring. Køerne haabede han Gud vilde bevare for ham, men Studene maa han sælge »paa allerdyreste«, og ikke vente, men beflitte sig paa at blive af med dem, mens de endnu er friske. Og han lærer ham at lægge Kalve til; han erin- drer, hvorledes Forpagteren paa Havnø lagde tyve Kalve til hvert Aar og uden stor Bekostning snart kom til Besæt- ning. Aaret efter vilde Sønnen sælge Feldingbjerg Kirke og Kirketiende og købe Øls i Stedet, hvortil var jus vocandi. Det fraraadede hans Fader paa det bestemteste: »Du som en forstandig Landmand forstaar, hvad Herlighed det er at have saadan en Tiende til Sæde-Rug til dine egne Gaarde, da der falder den bedste Rug i Danmark; jeg holder den Tiende for en af de bedste Herligheder ved Nøragergaard og altid har haft en stor Glæde derover, at jeg fik den med Gaarden.« Den Tiende maa aldrig komme derfra, »tak Gud for den og behold den selv til Ære og Nytte for din Gaard, du er bedst vidende, hvad Penge Kirken har kostet mig«; han skal ikke reflektere paa Øls for Kaldsrettens Skyld: »hvad vil det sige til Nytte for dig, da du ikke sælger Em- bedet«2). Saaledes belærte den gamle Biskop sin uerfarne Søn med gode, velmente og praktiske Raad. Af og til reagerede Søn- nen overfor den Kynisme, der aabenbarede sig i den fæ drene Vejledning, undertiden kom det til Bebrejdelser og haarde Ord, naar Faderen ikke vilde støtte med haand- gribelige Subsidier eller kun træde til paa haarde Vilkaar, en Overgang saa det ud som om Brevvekslingen af den Grund helt skulde høre op3).