Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

108 STIFTERE OG TILBLIVELSE dog Stamhusbrevet, der ligesom de andre undertegnedes i Bergen 9. Septbr. 1749, det vigtigste. Vidtløftigt og udførligt, med allehaande mærkelige Bestemmelser, var det tillige det mest omfangsrige1). Den gamle Biskop var sig selv lig til sin Dødsdag. Successionen var ordnet indtil de mindste Detailler. Londe- manns yngste Søn, den elleveaarige Marcus Gerhard, ind- sattes til Stamherre under den ældre Halvbroders, Hans Christophers Formynderskab. Skulde han afgaa ved Døden uden Livsarvinger, skulde Halvbroderen overtage Besiddel- sen, »eller, om han ej er til, da hans ægte Descendentere, Mand eller Kvinde, saa længe nogen af dem er til«. Der- efter paa samme Vis de tre ældste Døtres ældste Sønner og deres Afkom, og endelig den yngste Datter af andet Ægteskab og hendes Afkom, Mand eller Kvinde. Hendes Slægts Adkomst kunde paa den Maade komme til at ligge langt ude i Fremtiden. Først naar alle disse Descendenter er bortdøde, »tiltrædes Stamhuset af den efter Fødselen nærmest fra mig nedstigende Arving, dog at Svend-Barn gaar for Mø-Barn, Mandslinje for Kvindelinje, den ældste for den yngste i et og det samme Køn, Stamhusets sidste Besidderes Børn for sammes Søskende, og saaledes forhol- des efter denne Fundation med alle dem, som af mit Blod nedstige, saa længe nogen af dem i Verden er at finde«. Derimod maatte ingen af hans egne eller hans to Hustruers Slægtninge arve Stamhuset. For Retten til Overtagelse gjaldt en Række indskrænkende Bestemmelser. Slegfred-Børn kunde ikke indtræde i Besid- delsen, ikke heller Jomfruer, der havde ladet sig i Uære beligge eller var domfældt for Tyveri, Rufferi eller anden skammelig Udyd; ikke heller den Jomfru, der havde giftet sig med en liderlig, fordrukken eller »forsvenderisk« Mand, dog kunde hendes ægte Descendenter ikke udelukkes. At