Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

STIFTERE OG TILBLIVELSE 109 Personer, som var dømt fra deres Ære, eller var hengivne til Liderlighed, Drukkenskab, Spil, Dobbel, Fraadseri og anden lastværdig Ødselhed, at Vanvittige, Taaber eller Folk, »der haver kendelig Mangel paa Forstanden« — ikke kunde komme i Betragtning, var vel kun i sin Orden, men ikke nok dermed: »ingen spedalsk, ingen som af Flod i Ansig- tet er fortæret, ingen som haver Nedfalds-Sot eller nogen besmittelig og vederstyggelig Syge, eller og som er af Skab- ning monstrøs«, maatte arve Stamhuset — det skulde til- falde den næstberettigede sunde Arving, der saa skulde give »den svage« en sømmelig Pension. Det er som om ingen menneskelig Brøst var fremmed for den gamle Biskop, der nu selv havde fuldendt Løbet. For den, der var gaaet fri af alle disse Skær, var der dog Forudsætninger og Betingelser, der nøje maatte overvaages. Ingen kunde blive Stamherre, der ikke bekendte sig til den rene evangelisk-lutherske Lære, den som antog en anden Tro eller giftede sig med en Person af anden Bekendelse, havde forbrudt sin Ret. Den, der vilde tænke paa at arve Stamhuset, maatte lægge Vind paa alle kristelige Dyder, gøre hver Mand sin Ret, ingen forfordele, lade Bøndernes Velstand være sig magtpaaliggende, vogte sig »saa meget muligt er« for Processer og for alting for Trættekærhed, og søge ved gode Mænd at faa alle Tvistigheder bilagt. End- videre skal han bevare Gaard og Privilegier urørt, ikke taale Indgreb heri fra nogen Side; han skal holde Tilsyn med Bygninger, Kirker og Inventarier, Bøndernes Huse, at alt holdes i god Stand, Skovene maa han ikke forringe, hverken af Ladhed eller Gerrighed; »saa vil der og haves Medlidenhed med de svage Bønder, og dennem gives nogen Frist til Ting-Restancens Afbetaling, uden at overile dem med Eksekution saa længe der er Haab om deres Hjælp og Forbedring — kort sagt, Ejeren af Stamhuset Rosendal