Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

160 STIFTERE OG TILBLIVELSE fik af Fonden ad usus publicos 1000 Rdr. aarlig i to Aar til Udgifter og Honorarer1). Dermed var Begyndelsen gjort, men stort mere kom der heller ikke ud af det. Instituttet fik aldrig udgivet noget, og dets Virksomhed standsede efterhaanden helt. Aarsagerne hertil var flere: Hertugens Fraværelse fra Hovedstaden efter Brudet med Frederik den Sjette, den økonomiske Misere og — som Werlauff udtrykker sig — i det hele »Fædrelandets mørke Udsigter i en stormfuld Tid«2). I Oktober 1811 ytrer Direktionen, at »de nuværende Tidsomstændigheder ere sær- deles ugunstige for Iværksættelsen af den for dette viden- skabelige Institut udkastede Plan«, og at »denne desaarsag ej for Tiden i sit hele Omfang kan udføres«. En Forestilling af 21. Juli 1812 om fortsat Rejseunderstøttelse til Dr. Ras- mussen var vistnok den sidste, der af Instituttets Direktion indgaves til Kongen3). I 1819 er det kun Direktionens Op- førelse i Statskalenderen, der »viser Tvivleren« — som Fr. Thaarup siger —, at det endnu eksisterer4). Direktionen døde efterhaanden ud, og nye Mænd kom ikke ind, men Instituttet vedblev at bestaa af Navn. I Stats- kalenderen for 1810 finder man det for første — og eneste — Gang opført med alle de fem Direktører. Samme Aar døde Kierulf, 1814 Hertug Frederik Christian, 1823 M oldenha wer, 1829 Thorlacius; fra 1830 sidder kun Engelstoft tilbage og opføres i de følgende ti Aar i Statskalenderen som eneste Direktør for »Museum«. I 1841 findes Instituttet opført for sidste Gang, i 1842 er det borte. Da var nemlig den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse konstitueret. Da den traadte ud i Livet 1862, hed det i Di- rektørernes Forestilling til Kongen5), at vel var »de givne allerhøjeste Bestemmelser for dette Museum ingensinde ud- trykkelig ophævede«, men Instituttet var aldrig kommen i Virksomhed, og at Fundatsen af 1822 i saa Fald bestemte,