Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

8 STIFTERE OG TILBLIVELSE ikke at gaa det private Initiativ for nær. Men paa sin Maade tog Niels Hendriksen sig ellers med lige Iver af sit Hverv som Kirkeværge og som Vajsenhus-Kurator; han ønskede at tage den Glæde med i sin Grav, skrev han, at have hjulpet sin Sognekirke ud af dens Gæld og at se Vajsenhuset, »i sig selv saa gudelig et Værk«, »i ønskelig Stand og Fuldkommenhed«. Og Kongen belønnede ham med Bestalling som Raadmand den 14. Juli 17271). Til denne offentlige Virksomhed kom andre Hverv, som Niels Hendriksen fik betroet og som kunde være byrdefulde nok. Efter Viborgs Brand 1726 paalagdes det Indbyggerne i begge Riger at bidrage til Kirkernes og de offentlige Byg- ningers Genopførelse, og til at indkassere alle disse Bidrag blev udset to islandske Købmænd i København. Købmæn- dene, der handlede paa Island, havde værdifulde Privilegier, hvad der gjorde det rimeligt at paalægge dem borgerlige Ombud af denne Art, og det var tillige Folk af grundfæstet Velstand, som man kunde betro de mange Penge. Til at indkassere Bidragene fra Norge kommitteredes Jens Lassen, medens Indkrævningen for Danmarks Vedkommende paa- lagdes Niels Hendriksen. Han maatte i Sandhed udvise »al Flid og Nidkærhed« ved »dette til Guds Ære sigtende Værk«, som det hed i det kgl. Brev, thi det blev et meget vidtløftigt og byrdefuldt Hverv2). Da Kommissionen vel var besørget og Pengene indbetalt, havde han endda stort Besvær med at faa Kvittering. Revisionen blev stadig udskudt, rimeligvis paa Grund af den afskedigede Oversekretær Møinichens Uregelmæssigheder. Niels Hendriksen, der nu var begyndt at blive en gammel Mand, vidste, hvor farlig en Sag det var ikke at kunne præstere Kvittering for den Art offent- lige Penge. Faldt han bort, maatte det befrygtes, at Rente- kammeret — der havde et eget praktisk Blik paa Penge- sager og tog Midlerne, hvor de var til Stede — vilde gøre