Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

222 FUNDATSER 1875 dende, at Citanterne ikke kunne ansees som rette Sagsøger. Det er i saa Henseende af de Indstævnte navnlig anført, at da der endog efter Fundatsen af g. Novbr. 1811, som de iøvrigt ikke kunne ansee gjæl- dende, alene kunde være Tale om en Beføjelse for Stiftelsens Direc- tion til efter eget Skjøn — om end under Ansvar ligeoverfor den danske Regjering — ved Anvendelsen af de paagjældende Midler at tage Hensyn til norske Interesser og at admittere norske Undersaat- ter til at deelagtiggjøres i Midlernes Anvendelse, saa kan der ikke paavises visse bestemte Individer, der kunde gjøre en egentlig Rets- fordring gjældende i saa Henseende; Citanterne have derfor ikke kunnet — ligesom de ej heller have villet — udlede deres Berettigelse til at optræde som Sagsøgere af nogen dem meddelt Bemyndigelse fra enkelte bestemte Individer, men det sees da heller ikke, hvorledes de skulde kunne ansees berettigede til at optræde i Sagen som Repræsen- tanter for Norge eller norske Undersaatter med Hensyn til det fra norsk Side reiste Krav. Denne Indsigelse findes imidlertid ikke at kunne tages til Følge. Det er nemlig vel saa, at der under Sagen ikke fra norsk Side er reist Spørgsmaal om Anerkjendelse af en bestemt Ret med Hensyn til be- stemte individuelle Tilfælde eller for visse bestemte Individer, men Spørgsmaalet dreier sig ej heller alene om, hvorvidt Stiftelsens Di- rection har en Beføjelse til efter Forgodtbefindende at kunne i den heromspurgte Henseende tage Hensyn til norske Interesser og ad- mittere norske Undersaatter, hvorimod det, som er Gjenstand for Retstvisten, er, om der ikke fra norsk Side haves et almindeligt fun- datsmæssigt Krav med Hensyn til Anvendelsen af de nævnte Midler med en dertil knyttet tilsvarende Forpligtelse for Stiftelsens Direc- tion til ved Midlernes Anvendelse at tage Hensyn til norske Inter- esser og admittere norske Undersaatter til sammen med danske Un- dersaatter at concurrere til de paagjældende Understøttelser og Præ- mier, og det skjønnes da ikke rettere, end at den kongl. norske Re- gjerings Departement for Kirke- og Undervisningsvæsenet som den Autoritet, hvem Omsorgen for norske videnskabelige og kunstneriske Interesser nærmest paahviler, maa være competent til at søge det nævnte almindelige Krav fra norsk Side med tilsvarende Forpligtelse for Stiftelsens Direction anerkjendt ved Domstolene. Naar Citanterne saaledes ansees som competente Sagsøgere, have de Indstævnte fremdeles forment, at det fra norsk Side reiste Krav i alt Fald maa være afskaaret ved den af rette Værge for Stiftelsen, den danske Regjering, efter Indstilling af Stiftelsens Direction ved