Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

1875 FUNDATSER 223 den ovennævnte kongelige Resolution af 23. October 1865 trufne Af- gjørelse, idet det af denne Resolution og de samme forudgaaede For- handlinger formenes klart at fremgaae, at Regjeringen efter Direc- tionens Indstilling har villet afgjøre, hvilken Andeel der overhovedet kunde tillægges Norge eller norske Interesser, og at den har givet en Bestemmelse herfor, hvortil dens Beføjelse efter Beskaffenheden af de reiste Reclamationer og Indholdet af Fundatsen af 1811 §§ 1, 6 og 40 formentlig maa ansees for ophævet over Tvivl. Der findes imidlertid ej heller at kunne tages Hensyn til denne Ind- sigelse allerede af den Grund, at det ikke sees, at den anførte kongl. Resolution ligefrem har havt til Hensigt at afgjøre Noget om det nu reiste Spørgsmaal. Resolutionen berører slet ikke udtrykkelig dette, ligesom det ej heller vides alt dengang at være reist fra nogen anden Side, og fra den Omstændighed, at Resolutionen alene tager Højeste- retsdommen af 5. Mai 1865 til Følge med Hensyn til Dotationerne til Bergens Stift og til det norske Videnskabernes Selskab — Tilfælde, hvor en Følgeslutning fra bemeldte Dom i ethvert Fald laae nærmest — at slutte, at Resolutionen, om end indirecte, har villet træffe en egentlig Afgjørelse med Hensyn til den her omstridte Berettigelse for Norge og norske Undersaatter, findes ikke berettiget. Det er des- uden en Selvfølge, at om end den oftnævnte Resolution kunde be- tragtes som indeholdende en egentlig Afgjørelse med Hensyn til de nu omstridte Spørgsmaal, vilde de Vedkommendes Adgang til at undergive Spørgsmaalene Domstolenes Afgjørelse ikke derved være afskaaret, og Resolutionen vilde da kun kunne blive afgjørende for Retssagens Udfald, saafremt dens Bestemmelser maatte kunne er- kjendes trufne i Medfør af den Stiftelsens Direction og den danske Regjering ved Fundatsen af 1811 § 40 hjemlede Myndighed; men hvilke Tvivl der end maatte kunne opstaae med Hensyn til Omfanget af denne Myndighed, maa det dog ansees afgjort, at samme i alt Fald ikke i den heromhandlede Retning strækker sig videre end den den Længstlevende af Testatorerne selv tillagte Myndighed, og Sagen vilde da altsaa forsaavidt stille sig saaledes, at saafremt Grevinde Ro- sencrone maatte befindes ikke at have havt den fornødne Bemyn- digelse til at træffe de omstridte Forandringer i Fundatsen af 1811, vilde disse ikke have kunnet vinde Bestyrkelse eller Uantastelighed ved nogen paafølgende Anerkjendelse eller Stadfæstelse fra Regjerin- gens Side. Af Complexet af Bestemmelserne i Fællesdispositionen af 30. Sep- tember 1809 og Fundatsen af 1811 synes det klart at fremgaae, at Stif-