Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

30 STIFTERE OG TILBLIVELSE Langebek ved sine Anlæg og Evner frem for nogen anden hjemme. Der var ikke blot Interessefællesskab i Studier — de følte sig tiltrukket af de samme Mennesker. Begge nærede de Beundring for Rostgaard, maaske nok ud fra forskellige Synspunkter. Langebek var tidlig bleven en Slags Amanuen- sis hos Rostgaard, de kom godt ud af det sammen og Lange- bek fandt Behag i de stille Sysler mellem Bøger og Haand- skrifter paa Krogerup. Henriksen derimod saa i selve Man- den sit store Forbillede. Rostgaard var Lærd og Samler netop i hans Smag. Der var ikke uvæsentlige Lighedspunkter mellem Rostgaard og den senere Henrik Hielmstierne baade i ydre Karriere og i Sansen for videnskabelig Syssel. Samlertrangen og Sam- lerfliden kendetegnede dem begge. Den sidste var næppe i Besiddelse af saa omfattende Kundskaber som den første, havde ikke heller hans poetiske Evne og hans Drag mod det skønne — stod i Begavelse i det hele ikke paa Højde med Rostgaard. Men der var det samme spredte og noget overfladiske over deres Studier, begge havde de den samme ærgærrige Higen, Trangen til at komme Aandslivet paa nærmeste Hold og tillige spille en Rolle i det offentlige Liv. Rostgaard og Hielmstierne vilde et Aarhundrede senere være blevet fremtrædende Skikkelser i den indre Politik, Hielm- stierne af en noget tungere Støbning, men en mere solid og paalidelig Samfundsstøtte end Rostgaard. Nu blev de begge Embedsmænd i indflydelsesrige Stillinger — hvad der under de forhaandenværende Tidsforhold kom ud paa et. Gennem Langebek holdt Henriksen Forbindelsen med Rost- gaard vedlige. Henriksen behandlede Rostgaard med udsøgt Ærbødighed, lod jævnlig Langebek bringe Hilsener, udbad sig Oplysninger om hans litterære Skatte, søgte Raad hos ham for at finde »curieuse Materier« i den danske Historie, som det var værd at skrive om. Rostgaard kunde ikke være