Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

40 STIFTERE OG TILBLIVELSE Ved den Tid Hielmstierne giftede sig var Embedsgerningen som sagt begyndt at lægge Beslag paa ham, og han viste sig snart at være en baade duelig og velskikket Embeds- mand. I 1750 avancerede han i Kancelliet til Assessor. Da Luxdorph i 1753 udnævntes til Maître des requêtes og Hen- rik Stampe samtidig blev Generalprokurør, blev disse Stil- linger tilbudt Hielmstierne, men han vilde ikke modtage nogen af dem1), derimod blev han fra samme Dag, disse Ud- nævnelser skete (16. Febr.), optaget i »Reglementet«, d. v. s. fik tillagt reglementeret Løn; fra samme Tidspunkt gjorde han — i hvert Fald en Tid — Tjeneste som Sekretær i Gratialkontoret. Som Kancelliassessor fik han Sæde i Kan- cellikollegiet, hvor smaa og store Spørgsmaal angaaende Rigernes indre Anliggender, Administrationens Forhold og Borgernes personlige Andragender og Ønsker drøftedes og tilrettelagdes for Konseillet, og i mange Tilfælde ogsaa fandt deres endelige Afgørelse. Hielmstierne sad her indtil 1771, bl. a. sammen med sin nære Ven, Bolle Villum Luxdorph, der var litterært interesseret og Bogsamler ligesom han selv, begge lige utrættelige i at »ramme Statens og Borgernes Bedste«. Det var jo Enevældens Princip, at de faa udvalgte skulde være de manges aarvaagne Forsyn, og var dette Forsyn undertiden snæversynet nok, saa var Viljen dog god og dets Syn paa en Sag kunde ofte være præget af velgørende Klar- hed. Hielmstierne karakteriseres fra alle Sider som Mønstret paa en Embedsmand i hin miskendte Enevældes Stil; den lidt sprælske og noget anmassende unge Kancellisekretær havde udviklet sig til en retsindig og ligevægtig Kancelli- assessor, der satte en Ære i at faa den retfærdigst mulige Afgørelse frem. Med lige Iver omfattede han sit sideløbende Embede som Højesteretsassessor, og som saadan synes han at have ind- lagt sig virkelig Fortjeneste af sin Tid. I en ganske ung Alder