Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik
Forfatter: Eiler Nystrøm
År: 1925
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 548
UDK: 016.27(481 + 489) Hie
Udgivet Paa Direktionens Foranstaltning
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
STIFTERE OG TILBLIVELSE
41
(3. Oktbr. 1738) blev han Auskultant i Retten og fik Udnæv-
nelse som Assessor 22. Maj 17441). Der var i hin Tid et meget
stort Antal Højesteretsassessorer, som dog kun plejede at
give Møde ved den første Session i Højesteretsaaret, da
Kongen selv præsiderede i Retten; til daglig var Tallet langt
ringere. Det var et besværligt og ikke meget eftertragtet
Hverv at være Højesteretsdommer, det tog megen Tid og
gav i de færreste Tilfælde Indkomster; kun et Faatal af de
flittigst mødende Assessorer fik tillagt et beskedent Veder-
lag af Justitskassen. Til dem hørte Hielmstierne2). Hvert Aar
fra 1745 og i en meget lang Aarrække, næsten til sin Død
modtog han ved Højesteretsaarets Begyndelse den sædvan-
lige kgl. Ordre om at give Møde i Retten »saa ofte du ej ved
andre Vores magtpaaliggende Forretninger derfra forhindres«
Højesteret lagde i Reglen Beslag paa hans Formiddag og Rets-
møderne begyndte tidligt, i 1740erne endda Kl. 6 Morgen3).
I Egenskab af Tilforordnet i Højesteret beskikkedes han end-
videre 1767 til — sammen med Luxdorph — at føre Præsi-
diet i den særlige Overret, der var indrømmet det Guineiske
Handelskompagni til at dømme i Sager, indstævnet fra Kom-
pagniets Retter i Guinea4).
I 1757, da han havde været Assessor i Højesteret i tretten
Aar, bad han sig fritaget, da hans Løn — den var en kort
Tid 500 Rdr. aarlig — var bleven nedsat, fordi han en Tid
havde maattet forsømme Retten af Hensyn til Forretnin-
gerne i Gratialkontoret; skønt han paa Bekostning af sine
private Affærer havde efterkommet en Opfordring fra Ret-
tens Præsident om alligevel at give Møde, fik han kun del-
vis Vederlag og det Offer mente han ikke vedblivende at
kunne yde. Han var nemlig ingenlunde uden økonomisk
Blik — en Arv efter Faderen — og lagde Vægt paa en rime-
lig Løn for et ydet Arbejde. Retspræsidenten, Gehejmeraad
Claus Reventlow, lod det dog ikke komme dertil. Han ud-