Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

42 STIFTERE OG TILBLIVELSE talte over for Kongen, at. Hielmstierne var en af de habileste Tilforordnede i Retten, at det gjaldt om at vedligeholde en Stamme af erfarne, skarpsindige og lovkyndige Mænd, og at Kongen allerede havde employeret adskillige gode Højeste- retsassessorer paa anden Maade, saa Retten taalte ikke større Afgang blandt »sine bedste Medlemmer«. Han bad derfor Kongen indstændigt om, at Hielmstierne »som et umisteligt Medlem« ikke maatte fritages for at møde i Retten. Hielm- stierne fik da ogsaa Tilsagn om sin gamle Løn af Justits- kassen ved første Lejlighed1). Skønt Hielmstierne, saa vidt man kan skønne, ikke var nogen større juridisk Begavelse — som f. Eks. Henrik Stampe — falder Billedet af ham dog i Traad med disse Udtalelser. Ikke blot ved sin mangeaarige Erfaring som Højesterets- dommer, sin Flid og intense Interesse for Rettens Arbejde, men meget mere ved sin praktiske Indsigt — ogsaa en Arv efter Faderen — og sin Ligevægtighed havde han netop i denne Stilling kunnet gøre Fyldest. Retsind og Skaansomhed i Bedømmelsen af menneskelige Vildfarelser var ogsaa et fremtrædende Karaktermærke hos ham som hos Vennen Luxdorph. Det var Hielmstierne, der udvirkede Højesterets- assessorernes Ret til at indstille til Benaadning Smaatyve, som efter Danske Lov endnu straffedes med Kagstrygning og Arbejde i Jern2) — et Træk, der belyser hans humane Tænkemaade. Hielmstiernes lange og utrættelige Virksom- hed i Højesteret fandt sin endelige Paaskønnelse, da han 9. Maj 1776 udnævntes til Rettens Justitiarius3). Det var efter- haanden bleven denne Side af hans Virksomhed, der stod klarest i den bredere Offentligheds Bevidsthed, og det var en Røst fra Folket, der i Anledning af hans Udnævnelse til Gehejmeraad Aaret efter lykønskede ham i Adresseavisen med disse Ord: Du meget vigtige Mand paa et vigtigt Sted, gid du maa leve længe, at ej den øverste Domstol maa,