Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

48 STIFTERE OG TILBLIVELSE argede ham paa hans ældre Dage, at Tiden efterhaanden blev en anden, at Folk, der aldrig havde været i nogen kongelig Tjeneste, baade kunde blive Konferensraader (»som før har været en respektabel, men begynder nu at blive en méprisable Karakter«) og Kammerherrer. Klagesuk i den Retning fra Venner i Jylland lod han gaa videre til Jacobi, som paa det Tidspunkt (1775) i Egenskab af Lektør hos Kongen stod Guldberg nær. »Hvad Opmuntring er det for Folk, som tjener Kongen og sætter deres eget til i Tjene- sten«, refererer han, »naar Folk uden Dyd og Merite kan naa det samme? Hvad siger Guldberg hertil? Skal endelig en Haandfuld Penge gaa for Tjeneste og Fortjeneste, saa lad dem i det mindste betale deres Vanitet«. Og Hielmstierne gav sine Jyder Ret1). Han saa i Grunden ganske sundt paa disse Forhold og hans økonomiske Sans fornægtede sig ikke heller her. Hielmstiernes Betydning for sin egen Tid maa først og fremmest søges i hans Virksomhed som Embedsmand, især som Dommer i Højesteret. Naar han inden for litterære og videnskabelige Kredse nød Anseelse, var det mere som den interesserede og virksomme Fremmer end som egentlig ud- øvende Videnskabsmand. Videnskaben drog Nytte af hans praktiske Greb paa Tingene, hans Evne til at faa en Sag til at glide. Derfor blev han gennem mange Aar en skattet Sekretær i Videnskabernes Selskab. Af egentligt videnskabeligt Arbejde foreligger grumme lidet fra hans Haand -— i Grunden intet. Han var uden viden- skabeligt Initiativ, havde Vanskelighed ved at finde Emner og Opgaver. Allerede i de unge Aar, da Opgaverne plejer at melde sig i rigest Omfang, bad han gentagne Gange Langebek »kommunicere« ham »problemata in Historia Patriæ«, hvis saadanne maatte falde ham ind2). Hielmstiernes historiske