Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

56 STIFTERE OG TILBLIVELSE mand, faldt Valget i Mødet den 29. Marts 1776 eenstemmig paa Henrik Hielmstierne1). Om han paa dette Tidspunkt, da han følte, at mange Skrøbeligheder havde gjort ham gam- mel før Tiden, just selv var saa ivrig efter at opnaa denne Ære, der i hans Ungdom havde staaet som et af de mest ophøjede Maal at stile efter, er maaske tvivlsomt. Og maa- ske var det ikke Beskedenhed alene, men ogsaa Selverken- delse, der i hans Takketale den 12. April lagde ham nogle Ord paa Læben om, at han for Selskabets Skyld kunde have ønsket, at Naturen havde været mindre sparsom med at tildele ham Indsigt og Gaver til at opfylde Øjemedet med dette Valg2). Hielmstierne har aldrig ladet noget Arbejde trykke i Sel- skabets Skrifter og har næppe heller hyppigt for egen Reg- ning haft nogen »Meddelelse« (som det hedder i Selskabets Terminologi) at gøre. Navnlig ikke i sin modnere Alder. Den tidligere nævnte »Efterretning« om Akter til dansk Hi- storie i engelske Arkiver, der stammer fra de unge Aar, synes derimod at være forelagt i Videnskabernes Selskab. Forordet slutter nemlig med disse karakteristiske Vendinger: »løvrigt overlader jeg det aldeles til denne lærde Forsam- lings Godtfindende, om de holder disse følgende Specifika- tioner, Breve og faa Anmærkninger værd at kommunicere Publico eller ikke, og lader mig nøje med den Satisfaktion, at jeg hermed kan give en liden Prøve paa, at jeg endog naar jeg har været længst fraværende fra Danmark, dog har haft Fædernelandet for Øje og i Tanker«3). Men de blev altsaa ikke »kommuniceret Publico«. Hielmstiernes Betydning for Selskabet — bortset fra den forretningsmæssige Ledelse, hvor hans praktiske Syn paa Tingene kom ham til gode — maa søges i hans vækkende og ansporende Indflydelse mere end i det personligt ydede. Især til to Sager, der blev af største Betydning for Efter-