Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

64 STIFTERE OG TILBLIVELSE Vennerne og i Familiekredsen, viste han den samme Tro- fasthed, der kommer til Syne i hans offentlige Gerning. Jacobi beretter, at han førte en vidtløftig Brevveksling, »ei alene med fremmede Lærde, men endog med en Del bekendte og ubekendte i begge Rigerne, thi hans Raad blev idelig søgt, og han lod aldrig nogens Brev ubesvaret, hvil- ket han iagttog ej blot i sine sunde Dage, men endog i de sidste Aar, da hans tiltagende Svaghed gjorde ham det be- sværligt at skrive«1)- Det meste af denne Brevveksling er nu forsvundet. F. Eks. synes han at have vedligeholdt Forbin- delsen med Tessin, som han ikke blot kendte fra Opholdet i Paris, men ogsaa omgikkes, da Tessin senere kom til Køben- havn, og dog findes vistnok kun eet Brev fra Hielmstierne til Tessin og ingen fra Tessin til Hielmstierne. Hist og her støder man paa Breve fra Hielmstierne, men af Brevene til ham findes kun Rester fra de sidste Aar før hans Død, og af disse Rester faar man Indtrykket af, at Hielmstierne ikke blot var en Mand, hvis »Raad idelig blev søgt«, men ogsaa en Mand, der blev stærkt benyttet paa Grund af sin Indfly- delse baade i den Guldbergske Regeringskreds, i Administra- tionen og i den videnskabelige Verden. Naar Konferensraad Johannes Benzon paa Sohngaardsholm, hans Hustrus nære Slægtning, skal have en Søn anbragt i Officersstanden, be- der han Hielmstierne om at tale med Arveprinsen, og naar hans gode Ven, Carl Deichman i Porsgrund, skal hjælpe en Nevø, der er kommen ud i Forpligtelser, han ikke kan magte, faar Hielmstierne Anmodning om at lægge et godt Ord ind for ham hos Guldberg. Naar C. M. Falsen, den tidligere Højesteretsassessor, der var bleven Justitiarius i den norske Overhofret, træt og ked af Livet i Kristiania, hvor elleve Aars Tjeneste »mærkelig« har sat ham tilbage og hvor »Avind søger at beflække« hans Reputation, føler Trang til at vende tilbage til sin gamle Virkekreds, da er