Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

STIFTERE OG TILBLIVELSE 65 det Hielmstierne, han forebringer sin brændende Attraa om hellere at sidde som yngst voterende Assessor i Højesteret end at beklæde Præsidiet i Overhofretten1). Den tidligere Udenrigsminister A. S. v. der Osten hørte til Hielmstiernes nære Vennekreds. Han sad i 1770erne som Stiftamtmand i Aalborg — hvilket ikke just havde været hans højeste Ønske. Savnet af godt Selskab og den umilde Natur skadede ham paa Legeme og Sjæl, skrev han til Hielmstierne. Osten vidste meget vel at gøre Brug af Ven- nens Indflydelse, bl. a. da han af en eller anden Grund vilde have Pontoppidans Salmebog indført ved Kirkerne i Aalborg. Paa Forhaand vidste han, at hans Forslag af Kancelliet vilde blive sendt til General-Kirke-Inspektionen og han formo- dede, at de »ærværdige Patres« vilde sætte sig derimod, »som de desværre altfor ofte gør«. Derfor bad han sin »kære Ven« formaa i hvert Fald den fornuftige Del af samme Patres til at imødekomme ham. Det var kun godt, at Luthers Lære i sin Tid ikke først blev sendt til Kancel- liet og Kirkeinspektionskollegiet, »thi disse havde da vel decideret, at det skulde forblive ved det gamle eller hen- vist det til Lands Lov og Ret« — hvad Kollegierne i Reg- len gjorde i Sager, som de ikke vilde have med at gøre2). Osten var en Mand, der spillede paa mange Strenge og jævnlig havde et vittigt Indfald i Baghaanden. At han søgte at knytte Hielmstierne saa nær til sig som han tilsyne- ladende gjorde, og behandlede ham ikke blot venskabeligt, men ligefrem med Veneration, turde være det bedste Vid- nesbyrd om, at Hielmstierne i Guldbergtiden var en Mand med vidtrækkende Indflydelse. Vennerne fra Ungdomstiden, dem, der i Modsætning til de indvandrede Statsmænd og ledende Personligheder paa andre Omraader hørte til den udpræget danske Kreds, hvor Hielmstierne efter sin Oprindelse, sine Tilbøjeligheder, sin 5