Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik
Forfatter: Eiler Nystrøm
År: 1925
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sted: København
Sider: 548
UDK: 016.27(481 + 489) Hie
Udgivet Paa Direktionens Foranstaltning
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
66
STIFTERE OG TILBLIVELSE
hele Tankegang og Virksomhed ogsaa hørte til — dem op-
retholdt han trofast Forbindelsen med ned gennem Aarene.
Langebek var han maaske nok kommet noget paa Af-
stand. Man faar af bevarede Breve fra de senere Aar mere
Indtryk af forretningsmæssig Forbindelse end af venskabe-
lig Omgang1) — det er ligesom Forholdet mellem dem er
trykket af Hielmstiernes Stigen i ydre social Henseende.
Pudsigt nok fortæller Wille Høyberg i sine Optegnelser, at
det var Hielmstierne og Kancelliforvalter Helt, som banede
Langebek Vej til en »rig og fordelagtig Mariage«, mens han
selv var i S verig 1753-54 for at indsamle historisk Materiale.
Udtalelser af Hielmstierne viser iøvrigt, hvor højt han satte
Langebek, og ved hans Død 1775 lod han sammen med Suhm
slaa en Medaille til hans Minde2).
Luxdorph fulgtes han med gennem hele sin Manddoms-
tid, ikke blot i Embedsgerningen, ogsaa i den daglige Om-
gang. Hielmstierne var en hyppig Gæst i Luxdorphs Hus og
Luxdorph i hans. Deres Interesser laa inden for det samme
Omraade, begge holdt de af sjældne og smukke Bøger, de
sad Side om Side i de lærde Selskaber og Luxdorph over-
tog Præsidiet i Videnskabernes Selskab, da Hielmstierne døde.
Suhm var dog Hielmstiernes nærmeste og bedste Ven, de
var Dusbrødre og stod socialt paa lige Fod. Det nære For-
hold, hvori de stod til hinanden, belyses bedst ved de Linjer,
Hielmstierne sendte sin »kæreste Ven« til hans Fødselsdag
18. Oktbr. 1774, paa et Tidspunkt, da han selv følte sig ned-
brudt og troede Døden nær. »Jeg var i mit fejreste Foraar«,
skriver han bl. a., »da jeg først lærte at kende dig i dine
unge Aar, og uagtet min Vinter har indfundet sig, som snart
skal slutte Scenen, tør jeg dog forsikre uden at overdrive
mine Ord, at jeg elsker dig i samme Grad og med samme
Oprigtighed som da mine Passioner vare i deres fulde Fyrig-
hed. Hykleri er mig et uvant og fælt Sprog, og hvorfor