ForsideBøgerDen Grevelige Hielmstiern…Et Historisk Tilbageblik

Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

Forfatter: Eiler Nystrøm

År: 1925

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sted: København

Sider: 548

UDK: 016.27(481 + 489) Hie

Udgivet Paa Direktionens Foranstaltning

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 570 Forrige Næste
66 STIFTERE OG TILBLIVELSE hele Tankegang og Virksomhed ogsaa hørte til — dem op- retholdt han trofast Forbindelsen med ned gennem Aarene. Langebek var han maaske nok kommet noget paa Af- stand. Man faar af bevarede Breve fra de senere Aar mere Indtryk af forretningsmæssig Forbindelse end af venskabe- lig Omgang1) — det er ligesom Forholdet mellem dem er trykket af Hielmstiernes Stigen i ydre social Henseende. Pudsigt nok fortæller Wille Høyberg i sine Optegnelser, at det var Hielmstierne og Kancelliforvalter Helt, som banede Langebek Vej til en »rig og fordelagtig Mariage«, mens han selv var i S verig 1753-54 for at indsamle historisk Materiale. Udtalelser af Hielmstierne viser iøvrigt, hvor højt han satte Langebek, og ved hans Død 1775 lod han sammen med Suhm slaa en Medaille til hans Minde2). Luxdorph fulgtes han med gennem hele sin Manddoms- tid, ikke blot i Embedsgerningen, ogsaa i den daglige Om- gang. Hielmstierne var en hyppig Gæst i Luxdorphs Hus og Luxdorph i hans. Deres Interesser laa inden for det samme Omraade, begge holdt de af sjældne og smukke Bøger, de sad Side om Side i de lærde Selskaber og Luxdorph over- tog Præsidiet i Videnskabernes Selskab, da Hielmstierne døde. Suhm var dog Hielmstiernes nærmeste og bedste Ven, de var Dusbrødre og stod socialt paa lige Fod. Det nære For- hold, hvori de stod til hinanden, belyses bedst ved de Linjer, Hielmstierne sendte sin »kæreste Ven« til hans Fødselsdag 18. Oktbr. 1774, paa et Tidspunkt, da han selv følte sig ned- brudt og troede Døden nær. »Jeg var i mit fejreste Foraar«, skriver han bl. a., »da jeg først lærte at kende dig i dine unge Aar, og uagtet min Vinter har indfundet sig, som snart skal slutte Scenen, tør jeg dog forsikre uden at overdrive mine Ord, at jeg elsker dig i samme Grad og med samme Oprigtighed som da mine Passioner vare i deres fulde Fyrig- hed. Hykleri er mig et uvant og fælt Sprog, og hvorfor