Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

70 STIFTERE OG TILBLIVELSE lighed til Fædrelandet, der kom til Orde i den jævne, men indtrængende Tale, hvormed han indledede sit Formands- skab i Videnskabernes Selskab, om Nødvendigheden af at dyrke Modersmaalet, om at opelske og berige det og rense det for fremmede Bestanddele. Hielmstierne var ingen Stor- mand i det offentlige Liv, ikke heller en af dem, der flytter Skel i Aandens Verden, men han var en god dansk Mand i en Tidsalder, da Paavirkning udefra truede med at tage Magten fra dansk Væsen og dansk Egenart. Hielmstierne efterlod sig Hustru og Datter, men intet mandligt Afkom, der kunde bære Slægtsnavnet videre. Ge- hejmeraadinde Hielmstierne boede indtil sin Død 19. Oktbr. 1806 i Gaarden ved Frederiksholms Kanal, hvor hun en Tid lang havde sin Mands Kusine, den gamle ugifte Frøken Agnete Birgitte Finckenhagen, boende hos sig, og siden sin Datter og Svigersøn. Sommeren tilbragte hun ofte i Jylland, hvor hun selv havde Slægt og hvor Svigersønnen havde Godser1)- Hun var en Dame af den ældre Skole, der tiltalte sin Svigersøn og andre fornemme Herrer med »Han« og sagde »Hun« til deres Fruer og Døtre2); hun var streng i sin Dom over Tidens Sæder, sundt dømmende i sit Syn paa de mange forskellige Mennesker, der kom i hendes og Man- dens gæstfri Hus. Hendes Karakteristik af Enevold Brandt, der hyppigt kom hos Hielmstierne, belyser hendes egen Tænkemaade. Hun ansaa ham — vistnok med Rette — for en temmelig principløs og flygtig Person uden nogen egent- lig Soliditet hverken i Dannelse eller i Karakter. Hans Façon var frivol og blottet for Værdighed, syntes hun, han gik med Voltaire i Lommen og hans Konversation faldt i Voltaire- Genren, og som andre ungdommelige Modeherrer gik han med to Lommeure med lange signetbehængte Guldkæder — hvilket i den hovedrige Husfrues Øjne var en dadelværdig