Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

STIFTERE OG TILBLIVELSE 69 en jævnlig Svimmel«, der daglig bringer ham til »at fami- liarisere mig med min sidste Time«. Værre var det dog ikke, end at han samme Aar kunde gøre en Rejse til Jylland, til Svigersønnens Ejendom Nøragergaard. I et Brev fra Bern- storff til Reventlow fra Efteraaret 1778, hvori Bernstorff ved Selskabssæsonens Begyndelse filosoferer over, hvilken Høst Døden i de næste syv Maaneder skal gøre i de højeste Kredse, fortæller han, at det gaar nedad med Thott og den gamle Overjægermester Gram, og at Hielmstierne ogsaa er langt nede1)- Hielmstierne havde imidlertid endnu et Par gode Aar tilbage. Endnu ganske kort før sin Død gik han op paa sit Studerekammer og ordnede sine Papirer, i Forventningen om det menneskelige, der forestod ham, kun de tre sidste Dage laa han hen, maalløs og uden Bevidsthed2). Den 18. Juli 1780 døde han, samme Dag som Gerhard Schiøning. Suhm skrev hans Gravskrift3): Hie situs est Hielmstiernius, Qvem Amor Patriæ & Literarum Justitiæ Zelus Incorruptaque Virtus Immortalem reddiderunt. Og Luxdorph satte disse Mindeord under hans Portræt4): Intrepidus Veri Vindex, atque auctor Honesti Hic est, qui Patriam prætulit usque sibi. Qvo melior qvisque es, pia serta lubentior adde! Teque ipsum officio condecorasse scias. Men det skønneste Æreminde havde han selv rejst sig, i den Samling af ældre dansk Litteratur, der nu hører til vort Nationalbiblioteks største Skatte. I Arbejdet med at indsamle og øge denne Skat nedlagde han i Stilhed sin Kær-