Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

68 STIFTERE OG TILBLIVELSE Vinteren. Efter at Hielmstierne havde afhændet sine Land- ejendomme, havde han dog stadig en Sommerbolig under landlige Forhold. Først Sandholmgaard i Bloustrød Sogn, hvor han boede i 1750erne. Gaarden havde været forpagtet ud til Thurah, som havde opført en ny Hovedbygning, men da Thurahs Hustru døde, fik han ingen Brug for den og lejede den ud til Hielmstierne1). Siden boede Familien i Som- mertiden paa Kaningaarden ved Furesøen, hvor Luxdorph og Langebek ikke sjælden var Hielmstiernes Gæster; under- tiden sattes Kancellikollegiet derude, naar Kollegieherrerne laa paa Landet og helst var fri for at drage ind til den op- hedede By; det gik paa Omgang, ogsaa hos Luxdorph i Nærum holdtes af og til Kancellikollegium2). I sine sidste Aar tilbragte han Sommeren paa Sølund, et andet Navn for Springforbi ved Strandmøllen. Her fandt han Ensomhed i de Aar, da Arbejdet øgedes ved hans fremskudte Stilling og Kræfterne begyndte at svigte ham. »Min gode Ven vilde erindre sig«, skriver han 1775 til Jacobi, »at disse Linjer til- skrives Ham, ej som een, der hører til Hoffet, men til Videnskabs-Societetet, og fra een der paa Sølund, som paa et Zoar, lever som i Uskyldigheds Stand; der ej vilde tuske sin Tuguriolum bort med Fredensborgs Storhed og Skøn- hed, langt fra Residensens Løgne og Hykleres urene Aande, de Ulve i Faareklæder og alle de maskerede Personer, som de Herrer Hoffolk ere omgivne med, og hvor de hører sjælden et sandt Ord, uden naar Præsten læser Evangelium op for dem om Søndagen«3). Skønt Hielmstierne led under et vaklende Helbred, lader disse frimodige Ytringer dog forstaa, at Manden endnu ikke var aflægs. Jacobi siger i sin Mindetale over ham, at han i de sidste seksten Aar af sit Liv var plaget af Søvnløshed og Svimmel- hed, men altid var rolig. I det nylig citerede Brev klager han selv over »et svagt Bryst, en vanskelig Respiration og