Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

78 STIFTERE OG TILBLIVELSE lod tilflyde sin Velynder, fordi han ikke blot ønskede et Bispekald, men ogsaa — en ny Kone. Kunde Rostgaard skaffe ham Embedet, var han til Gengæld villig til at lyk- saliggøre en af Rostgaards eller Fruens kvindelige Slægt- ninge. Brevet gik udtrykkelig ud paa at »fornemme, om der kunde være nogen af Deres eller naadige Fruens Slægt- ninge, som De i største Bevaagenhed vilde unde mig og med samme forhjælpe mig til Biskops-Embedet i Viborg, hvilket De let og vel kan gøre, om De og Gud vil«. Og han fortsætter: »Min naadige Herre ved bedre end jeg kan skrive, hvor gode disse gejstlige Embeder ere, hvor rolige, hvor visse i alle paakommende Forandringer. Foruden skal der et Menneske til, hvis Klæder ere skaarne som mine, og, naar man efterser alting, kan jeg saa vel have fortjent noget godt som den, der ellers faar det. Ved min lang- varige Bopæl her i Landet [d. v. s. Jylland] ved jeg ikke saa lige, hvo der er i min naadige Herres eller hans Frues Familie; men skulde der være nogen, da skal mine Børn ingen Hinder gøre, saasom jeg gerne kan og vil forskaffe dem fra mig til deres Nytte, og maatte Fruentimmeret have Lyst til Jordegods, skal jeg gerne købe en god kompletteret Herregaard, som hun efter min Afgang kunde besidde, om Inklinationen faldt dertil. Jeg sætter alting til Gud og min naadige Herre, at Han herudi vilde betænke sig. Der er nu tvende Biskopsdømmer ledige, Bergen og Viborg — kunde jeg blive saa lykkelig at erholde Viborg, da maatte mit Ønske ej naa højere, ellers vilde jeg ogsaa takke Gud inder- lig for Bergen.« Uheldigvis for Londemann var hans Be- skytter pludselig rutschet ned fra sit høje Stade; Rostgaard var sat under Anklage for Bestikkelse, og Brevet naaede ham i Arresten i Januar 1725. Saa der blev intet Bispe- dømme ud af det den Gang. Londemann maatte foreløbig nøjes med Professoratet, men