Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

STIFTERE OG TILBLIVELSE 77 havde giftet sig med Justitsraad Severin Benzon — kunde naar hun ønskede lade male det nye Vaaben med den springende Ulv paa sin Vogndør1). Allerede forinden havde Londemanns ydre Stilling væ- sentlig forandret sig, idet den jydske Landsbypræst var bleven Professor Poëseos et Philosophiæ. Han fortæller selv, at Ditlev Vibe, den daværende Oversekretær, i et Brev af 16. Febr. 1721 tilbød ham Skalholt Bispestol — et Udsagn, der vel ikke kan bekræftes, men dog har nogen Sandsyn- lighed for sig, naar man betænker, at Londemann var født Islænder og at en ældre Prælat næppe vilde være ivrig efter at overtage et saa fjerntliggende Embedskald. Han afslog det imidlertid — som det synes paa Rostgaards For- anledning — og modtog til Gengæld i et Kongebrev af 21. Marts Beskikkelsen som Professor, hvormed fulgte Ret til efter An- ciennitet at rykke op i det teologiske Fakultet, naar noget Embede blev ledigt. Til Titlen som Professor føjedes 1724 Værdigheden som Provst over Hindsted Herred2). Londemann tragtede imidlertid højere. Efter at der havde været Tale om Skalholt-Bispestolen stod —som han selv ud- trykte sig — »Bispegrillerne« ham i Hovedet, og Lejligheden til et Fremstød var forhaanden, da Søren Lintrup, den hid- tilværende Biskop i Viborg, ved Nytaarstid 1725 overtog Stillingen som kgl. Konfessionarius. Londemann sendte da sin Ven Fred. Rostgaard et fortroligt Brev om at staa ham bi — et Brev, hvori Londemann uden Blusel afklæder sin Sjæls Inderste og stempler sig selv som en Prælat, hvem de materielle Værdier laa adskilligt nærmere end de aande- lige. Det er endda en meget mild Karakteristik af Brevets Tankegang3). Londemann havde allerede da, ad forskellige Veje, som det ikke mere er muligt at følge, samlet sig en efter Datidens Forhold og hans egen Stilling ret betydelig Formue, en Snes Tusinde Rigsdaler ialt, en Oplysning, han