Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

76 STIFTERE OG TILBLIVELSE Disse femten Aar, mens Londemann levede som Landsby- præst i en jydsk Afkrog, var ikke uden Betydning i hans Liv — han stiftede Bekendtskaber med ny Kredse og holdt de gamle fast trods Opbrudet fra Hovedstaden. Allerede 1706, samme Aar han fik Kald, tog han Magistergraden. Den latinske Poesi og de lærde Sysler gav han ikke Af- kald paa. Han arbejdede videre paa det store Heltedigt over Hans Rostgaard, tænkte ogsaa lidt paa at tage Jo- hannes Mollers Arbejde paa et dansk Forfatterleksikon op og vedligeholdt i det hele Forbindelsen med Videnskaben. Til sin Kaldsherre, en yngre Mand med litterære Interesser og Bogsamler i stor Stil, kom han i et nært Tillidsforhold, og Venskabet til Rostgaard befæstedes. Der blev endda Lej- lighed til personligt Samvær, da Rostgaard i 1710 kom til Havnø i Anledning af Niels Benzons Død; Rostgaard skulde ordne Vennens Bo og sørge for Salget af hans Bibliotek, som Londemann allerede ved Rostgaards Ankomst var travlt beskæftiget med at eftergaa i dette Øjemed1)- Ogsaa med de rige Kiærulf’er, der indgiftedes i Familien Benzon og af hvis Midte Henrik Hielmstierne senere valgte sin Brud, kom Londemann til at staa paa en fortrolig Fod. Ved Anne Lauridsdatter Kiærulfs Giftermaal med Johan Svane paa Visborggaard i 1710 sendte han Parret et Bryllupsdigt med den hyggelige Titel »Venskabs-Vinterstue«2), og da hendes Fader og Onkel i 1724 attraaede Optagelse i Adelstanden, var han en virksom Mellemmand paa rette Sted. Fred. Rostgaard var da bleven Oversekretær i Kancelliet og havde en vidtrækkende Indflydelse paa Afgørelsen i den Art Sa- ger; i et skæmtsomt Brev kunde han snart meddele Londe- mann, at de gode Mænd nu kunde betragte sig som »lod- tagne i alle de Privilegier, som den største Gehejmeraad i Danmark nyder«, og den smukke Frue paa Havnø — det var den ovennævnte Anne Kiærulf, som for anden Gang