Den Grevelige Hielmstierne Rosencroneske Stiftelse
Et Historisk Tilbageblik

STIFTERE OG TILBLIVELSE 83 Londemann var efter sin anden Hustrus Død en Mand i Begyndelsen af Treserne, og hans Livsløb stod foran sin Af- slutning. De ydre Omrids af hans Liv, som de i det fore- gaaende kortelig er fortalt, viser ikke nogen helt almindelig Personlighed, men heller ikke en Mand, der hævede sig højt over sin Samtid. Vel var han i Besiddelse af Kundskaber og Lærdom, men indlagde sig ikke paaviselige Fortjenester i sin Gerning udadtil, og allerede hans egen Tid havde Øjet aabent for de stærkt fremtrædende svage Sider i hans Ka- rakter. Livet igennem bevarede han sin Anseelse som Digter — Albert Thura regner ham i sin Idea Historiæ Litterariæ for en af Datidens poetæ felicissimi, sideordnet med Rostgaard. Eftertiden har imidlertid ikke opretholdt denne Værdsæt- telse, den har kun givet Rostgaard en beskeden Plads paa Parnasset og Londemann slet ingen. Der er bevaret Mængder af Carmina fra Londemanns Haand, mest Lejlighedsdigte og Smaavers, i Tidens Smag og uden Særpræg1). Hans la- tinske Vers er letløbende og elegante i Formen, sjælden dyb- sindige i Indholdet; over hans danske Digte er der trods den festlige eller højtidelige Anledning, de som oftest skyl- der deres Fremkomst, hverken Festivitas eller Højhed — de bærer det vanlige Særkende for det attende Aarhun- dredes Lejlighedspoesi: unødig Ordbredde, barokke Billeder, overdreven Smiger og forloren Vemod. Kun ganske faa af hans Poesier er trykt — nogle latinske Carmina til Rostgaard og Henrik Bornemann og en »Lessus funebris« i Anledning af Rektor Søren Gluds Død, alle fra Aarene 1704-6. Efter Suhms Udsagn har han besørget i Trykken en Samling danske Sørgevers, rettede til hans Onkel, da denne mistede sin Hustru, og som udkom 1705 under Titlen »Jacobs Kiende- tegn over Rachels Grav«; deri er ogsaa et Trøstebrev fra Londemann2). 6*