Markarbejderes Vilkaar i jyske Hedeamter

126 virkelig kunde naa det af Arbejderkommissionen stillede tylaal, nemlig bringe Husmanden med Jord til at drive denne paa en saa intensiv Maade, at han var istand til at leve udelukkende deraf uden at søge Arbejde andetsteds. Ganske vist vilde Landets samlede Produktion stige her- ved, men det maatte betales med at Antallet af jordløse Markarbejdere blev forøget, idet det øvrige Jordbrug jo maatte have Erstatning for den fratraadte Arbejdskraft. Vort Land staar sig vist bedre ved at det lille Jordbrug vedbliver at bestaa som en Bifortjeneste for Markarbejderne eller — hvad Redaktionen af «Dagbladets Landbrugstidende» engang betegnende har kaldt det — som en Husflidssag, saaledes at Arbejdet, der sættes derpaa, ydes af Konen, Børnene og Manden i hans Fritid. Herved udelukkes selv- følgelig ikke, at Jorden kunde drives paa en mere ind- bringende Maade, end det nu almindelig finder Sted. En Mangel have vi paa denne Egn fundet ved de jordbrugende Markarbejderes Stilling, som tildels skyldes dem selv, og det er i Retning af at sikre sig overfor forudselige «onde Dage». Lad være, at deres Forsørgelse i Alderdommen er nogenlunde betrygget, naar de ere Selvejere; overfor Sygdom og tildels Ildsvaade vise de i alt Fald stor Lige- gyldighed. De nødes herved mangen Gang til at søge andres Hjælp, skjøndt de kunde og derfor ogsaa burde staa paa deres egne Ben. Under ordinære Forhold synes de derimod sjeldent at modtage Gaver. Medens de foregaaende, som Helhed betragtet, mindst staa lige med de bedst stillede Kjøbstaddaglejere (de faste), forholder det sig anderledes med de jordløse Mark- arbejdere, hvilket navnlig skyldes Lønningsmaaden. Jeg maa her gjenkalde i Erindringen nogle Detailler. Skjøndt Arbejdsmændenes Dagløn paa Landet skulde være steget i