Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

190 MIRAKKELTKOEN OG BARNEALDEREN. Lad os kun fastholde, at et personlig religiøst Forhold til Kirken heller ikke er et givet, ligefremt Forhold, som man allerede fra Fødselen af faar til Vuggegave. Kirken fortolker sig selv som andet og mere end et blot og bart menneskeligt Samfund; den træder hvert af sine Medlemmer i Møde som den, der er bygget paa et Under, og som den, der har sit Liv og sin Kraft i Underet; den er Hjærteskuddet paa Miraklets store Moderstamme, skærmet ved Guddommens særlige mirakuløse Varetægt, og bærer i sine Sakramenter de mirakuløse Frugter, i hvilke Guddommen sænker sig ned i Menneskelivet. Men saa bliver det ogsaa kun ved en i Forvejen tilegnet Tro paa Miraklet, at Kirken kan blive et saadant levende Guddomsord til den enkelte. Kirken kan ikke være Bevis for det Mirakkel, for hvilket man allerede maa have fundet Beviset hos sig selv, naar man skal tillægge Kirken den Betydning, som den gør Fordring paa. Der staar i det danske Aandslivs Historie en stor Skikkelse, sammensat som faa og dog samtidig enkelt som faa, hvis Virksomhed fra først til sidst mere end nogen andens er gaaet ud paa at sondre og klare Livets forskellige Omraader, en Tænker, der opdragen i Kirkens Skød og gennem-aandet af den lidenskabeligste Pietet for det nedarvede dog satte sit Livs Stolthed i Opdagelsen af en eneste religiøs Grundbestemmelse: „den enkelte“, en Grundbestemmelse, der omstyrtende al Autoritet bryder med al Tradition og lægger Vejen til Kirken gennem Personligheden. Det er Søren Kierkegaard. Ham behøver man blot i Tavshed at pege paa, hver Gang Kirken opstilles som den, hvis Myndighed som højere Instans er givet umiddelbart med dens Tilværelse. Men naar Menighedstanken saaledes suger sin Kraft