Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

MIRAKKELTROEN OG BARNEALDEREN. 189 f. Eks. alle Moses. Den mirakkelkrævende Samvittighed kan aldrig føre videre end til Muligheden, aldrig til Virkeligheden af dem. Der vil intet Svar kunne gives, naar man spørger den troende: Hvad siger din Samvittighed om Bileams talende Æsel? fordi man i dybeste Forstand slet ikke personlig kan faa Haand i Hanke med slige Mirakler. Saa brister altsaa Grunden under éns Fødder, naar Samvittigheden skal være Maalestok for Miraklet, og man faar ingen Ret til at kaste Miraklet ind i Barnets Liv paa et saa skrøbeligt Grundlag. Det er ganske rigtigt, indvendes der saa maaske paany, til Biblen kommer man ikke saadan ene og alene ud fra sin Personlighed; men derfor staar man jo heller ikke ene, man staar jo midt i en Menighed, en Kirke, hvis enstemmige Vidnesbyrd slaa en Sikkerhedskreds om Bibelen, Derfor kommer det ikke an paa, at den enkelte i hvert Øjeblik er i Stand til levende at fastholde hele Bibelens Indhold, og den norske Digter havde Ret til paa Spørgsmaalet om, hvor meget af Bibelen han troede paa, at svare: „Jeg véd saamænd ikke; til sine Tider tror jeg mere, til andre Tider mindre.“ Men hvad det kommer an paa, er at forholde sig til Bibelen paa Grundlag af Menighedens gennem alle Tider virksomme Vidnesbyrd, thi hvad Menigheden gennem alle Tider har levet paa, det kan ikke være usandt. - Det er her ikke Stedet til at gaa ind paa, hvorvidt Kirken til alle Tidei vhkelig paa alle Punkter har staaet ens Ugeoverfor Bibelen, lige saa lidt Stedet til at paavise den stoie Fare, dei ligger i saaledes at bygge paa Autoriteten og Traditionen; den katolske Kirkes Historie har noksom følt Beviset for, at denne Fare ikke er en blot Indbildning.