Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

BØRNS MORSKABSLÆSNING. 271 skarpt et Blik og hvor haarde Ord man i vor Tid gen-nemgaaende har haft til Rede overfor Oplysningstidens velmente Historier om „artige og uartige Børn“, savne vi dog endnu ingenlunde Sidestykker til dem, blot at det i Overensstemmelse med Tidens Tone ikke saa meget er Moralen som Religionen, hvis Sag man i Tide og Utide vil tale gennem Morskabslæsningen. Og dog ligger den gudelige, med Skriftsteder spækkede Prædiken1) det sunde, naturlige Barns Tankegang fuldt saa fjærn som Fortidens Moralprædikener. Der gælder her *) Se som et Eksempel instar omnium „Arbejderen er sin løn værd og 11 andre nye fortællinger af Kusine Kethe“. Bergen 1881: „Livet er en smertelig kamp, og jeg ved ikke, hvorledes et gammelt menneske, som jeg, kan bestaa i kampen.“ „Herren er min Hyrde, mig skal ikke fattes,“ sang en stemme lige ved siden af hende i samme øjeblik. — „Hvorledes gaar det dig saa, naar du ingen har til at sørge for dig?“ Barnet smilede alvorligt og sagde blidt, mere som om hun talte med sig selv end til madam Betts: „Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes.“ — „O, mange tak,“ sagde Barnet glad og taknemmeligt, og da hun bøjede sig for at tage sin byrde op, hørte madam Betts hende igen sige tæt op til hendes øren: „Herren er min Hyrde, mig skal intet fattes.“ — „Vilde du da ikke hellere bo hos din kærlige søster end hos „moder knurrepotte“?“ „Jo, meget heller!“ svarede Anna ivrig og tilføjede: „Herren er min hyrde, mig skal ikke fattes“. — Saa igen, næsten uden at vide af det, men ganske højt og muntert gentog hun ordene: „Herren er min Hyrde, mig skal ikke fattes.“------- „Vær stærk i Herren og i hans magts storhed.“ „O, fader, det er et stort ord,“ sagde lille Johan, „men det klinger noget vel stort for en liden gut som mig. Det er ligesom det passer bedre for voksne mænd end for os smaagutter.“ „Men, lille Johan, min gut,“ svarede faderen med et alvorligt smil, „tror du ikke, at Vorherre havde givet eder egen bibel, dersom han ikke fravde villet, at I skulle gøre fuldstændig brug af vor?“