Pædagogiske Tids- Og Stridsspørgsmål: Første Bind
Pædagogiske Strejflys

270 BØRNS MORSKABSLÆSNING. Hvad der i vore Dage gør største Delen af disse Smaa-historier forældet, hvor meget man end maa respektere den varme Kærlighed til det gode og til Barnet, der gennemstrømmer dem, er deres abstrakte Moraliseren og den Mangel paa poetisk Anskuelighed hos dem, som hænger sammen med Tidsalderens hele Forstandsret-ning. I Fortællingen „Taagen“ skildres det f. Eks., i øvrigt i et jævnt og behageligt Sprog, kun med et svagt Skær af det sentimentale, hvorledes den lille Lotte, Campes Datter, da hun en smuk Efteraarsaften spase-rede med sin Fader, langt borte saa’ de tætte Taager staa over Engen som et hvidt Bjærg, der imidlertid opløste sig til en fin .Damp, da de kom nærmere. „Vær ikke forundret derover,“ siger saa Faderen, „det er ikke den eneste Ting i Verden, der i nogen Frastand ser ud som noget farlig stort og, naar man kommer hen til den, kun er tom Dunst. Al den ydre Pragt, der langt borte fra ofte behager os saa meget, forholder det sig med ganske paa samme Maade som med denne Taage, der paa Afstand tog sig ganske anderledes ud, end vi nu se den, da vi selv befinde os inde i den. Smukke Klæder, smukke Vogne og Heste, smukke Huse og Haver kunne ikke gøre os lykkelige; man kan eje dem og dog være meget utilfreds. Det er derfor taabeligt ivrig at ønske sig saadanne Ting. Hvo der løber efter dem, løber efter en blot og bar Dunst, som, naar han har naaet den, ikke hjælper ham til noget som helst. Husk paa det, mit Barn, saa tit du igen ser en Taage rejse sig, og tænk saa bestandig paa, hvad jeg ofte har lært dig, at intet uden Hjærtensgodhed, sand Retskaffenhed og nyttig Virksomhed kan skaffe os en varig Lyksalighed. Vil du det, kære Lotte?“ Lotte svarede med et stumt hjærteligt Kys paa sin Faders Haand. — Hvor