Farveteknik i Løse Blade IV
Indhold: Spredte vink og erfaringer
Forfatter: Karl Meyer
År: 1914
Forlag: A/S Sadolin og Holmblad & Co.s Eftf.
Sted: København
Sider: 16
UDK: 667.64
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
6
det ikke sjældent sker, saa er Grunden hertil sædvanlig den, at
de to sidstnævnte Farver i saa Tilfælde indeholder frit Svovl.
Holder man sig til de ovenfor nævnte, holdbare Farver, er
det kun Cinnoberen, der kan give nogle Vanskeligheder, særlig
i Blanding med Pariserblaat; men er Cinnoberen ren, fremkom«
mer Vanskelighederne, ikke fordi Cinnoberen virker kemisk ind
paa de andre Farver, men fordi den er saa overordentlig tung,
at den synker tilbunds i Blandingen (Pariserblaat er meget lidt
vægtfyldig), og paa den Maade kan Blandingens Farve helt
forandres.
At de kromholdige Farver — med Undtagelse af rent Krom«
oxyd — ikke kan blandes med flere andre Farver er rigtigt,
men da disse Pigmenter overhovedet hører til de mindst hold«
bare, bør de helt forsvinde fra Paletten. — Tænk blot paa de
mange misfarvede eller helt brune Sole, der findes rundt om«
kring i Samlingerne!
Der er jo imidlertid andet end selve Farvestofferne, der betin«
ger et Billeds Holdbarhed, nemlig foruden den anvendte Tek«
nik Bindemidlerne, Malemidlerne, Malegrunden og Lokalet, i
hvilket Billederne ophænges.
Hvad først Bindemidlerne angaar, maa man stille de Fordrin«
ger til disse, at de, foruden ät give Farverne den rette Konsi«
stens i frisk Tilstand, skal tørre med en passende Hurtighed og
give et haardt men dog noget elastisk Farvelag, og at de ikke
maa gulne efter. At give de forskellige Farver den rette Konsi«
stens er en Erfaringssag; Fabrikanten maa have lært dette —
der findes iøvrigt talrige Opskrifter til dette Brug —, ellers kan
han selvfølgelig ikke fremstille brugelige Farver.
Hovedbestanddelen af Bindemidlet er Olien, og denne maa
være tørrende, d. v. s. have den Egenskab at kunne optage Ilt
af Luften og derved blive fast. Man benyttede oprindelig her«
til Linolie og Nøddeolie (hvormed altid menes Valnødolie).
Nu bruges sædvanlig Linolie og Valmuefrøolie, idet en Bian«
ding af disse i forskellige Forhold efter Farvestoffernes Natur
er den mest formaalstjenlige. De forskellige Farvestoffers be«
kendte forskellige Tilbøjelighed til at tørre med Olie er her af
Betydning. Indflydelse paa Tørringstiden har selvfølgelig
Mængdeforholdet mellem Pigment og Olie, idet det er ind«