J. F. Willumsen

m man efter Sædvane vil karakterisere Maler- kunsten i Danmark som en Afspejling af Landskabet og Folkekarakteren, og som dens fremherskende Kendetegn fastholde et blidt og smilende behageligt Indtryk, en aaben, ukunstlet og levende Interesse for alt det ^453 Jeg Et gennemgaaende Træk i dansk Malerkunst siden Abildgaards og Eckersbergs Dage har været den intime Forbindelse med Rom og med Antikken. Willumsen brød ogsaa med denne Tradition, idet han hentede sine Impulser fra det revolutionære Frankrig og søgte frem til den moderne franske skabte, og en gennem Paavirkningen af ikke alene sluttede den klassiske Antik opelsket kraftig mig til den Retning, Kunsts Foryngelseskilde, Spanien.^z>^ Saaledes kom det, at han som Følge Form og Virkelighedssans, hvilket imidlertid alt munder ud i det jeg var selv med til at skabe den. /'ckv af sin egen ejendommelige Be- gavelse og de ejendommelige intime og fint nuancerende, sjældent i det stærkt oprin- delige eller storslaaede, og endelig som den Kunst, der med Pietet holder fast ved For saa vidt de Ting, jeg har set af Cézanne og van Gogh, saa er disse jo ude- lukkende Naturalister, hvilket er godt nok, Manet ligeledes. Han interesserede mig ikke særligt. Jeg forstod dengang ikke, ligesaa Tidsforhold blev i højere Grad fremmed for dansk Natur og dansk Folkeliv, end de fleste danske Malere. Han blev i sin Kunst mere end nogen gammel god Tradition og ikke holder af vold- somme Omvæltnin- lidt som nu, den mærkelige Beundring for In- gres, som disse Folk havde. Ogsaa Gauguin var op- rindelig Naturalist og Prikkeimpressionist, han malede anden international og præget af Storstaden. Naar han fik Lyst til ger, da er Willumsen i Anlæg og Karak- ter kun lidet dansk. ^443 Det er Han er lidet dansk deri, at han, vold- sommere end nogen før ham, har brudt med Traditionen og en Tid omtrent som Pizarro. Først saa sent som i 1890, noget før den Tid, jeg traf ham, slog han om og begyndte paa en Forenkling af Linje og Farve. Han kaldte den at være dekorativ. Gauguin og jeg, vi havde, uafhængig af hinanden, vendt os mod Prikkeimpressionismens penible og trættende Arbejde. /cW /'cxv Jeg kender intet Arbejde af de her nævnte franske Malere, der udtrykker Sjælelivets Rørelser (se Forfatteren Side 9), ej heller Bevægelser og Lyseffekter, men maaske eksiste- at male, hvad han saa, blev det Bille- der fra fjerne Lan- de, som fængsle- de ham med det Ukendtes Roman- tik, eller Vidsyn fra Bjergene eller fra Havet, hvis Storhed hævdet sin egen Person- lighed og sit eget subjek- tive Syn paa Livet og paa Kunsten. Ingen — hvis ikke muligvis Th. Philipsen — har rer der saadanne. Men der kom en Mand frem, lidt før den Tid, ved ca. 1888, maaske er han den største af alle franske Malere i den moderne Tid, det er Puvis de Chavannes, han havde en større Indflydelse paa den moderne Retning, og Majestæt betog ham. Han blev i den danske Malerkunst som et Fjæld i et Slettelandskab. Men ligesom det gaar man- som han saa interesseret og konsekvent optaget Impression- end man aner. Til ham maa Synthe- sen for en Del føres tilbage og gen anden Storstadsbeboer, blev Ensomhedsfølelsen ogsaa ismens Bevægelsesproblem til Be- handling. Vi kan følge hans Bestræ- belser i den antydede Retning fra Gade- Interessen for enkel dekora- tiv Kunst. Gauguin be- undrede ham og Willumsens Arvelod. I samme Grad, som det ydre Livs Ufred og Uskønhed plagede ham, trak han sig ind billedet „Pont St. Michel i Paris“, og i jeg ogsaa. i sig selv, og hans Kunst afspejler hans „Konerne fra Bretagne“ fra Aaret 1890 til Personligheds Indre paa samme Maade som „Sophus Clausen læser sit Digt Imperia" fra Aaret f. Eks. Strindbergs og Munchs. Meget af, hvad Wil- 1915. lumsen har malet, er malet med hans Hjerteblod- Da Willumsen fremtraadte som selvstændigt skabende Kunstner, var det, at man be- gyndte at male Ideer og indre Syner i Ste- det for at kopiere Virkeligheden, og han sluttede sig med en Begejstring uden Lige til den nye Retning. 45 453 Jeg ikke Vil man i Kunsten skelne mellem maskuline og feminine Typer, er Willumsen saa maskulin som nogen. Han staar i sin Kraft, sin Posi- tivitet og Selvstændighedstrang paa samme Side som Eckersberg og Zahrtmann, i Mod- sætning til f. Eks. Krøyer og Hammershøi. 104