Skibsmaskinlære

— 42 — Hedefladens Størrelse, den Tid, Udstraalingen og Berøringen varer, samt af Inderskallens Natur, Form og Beliggenhed. Et meget tyndt Lag Sod befordrer Varmeoptagelsen; blanke og polerede Flader hemmer den. Naar Varmen er optagen af Inderskallen, skal den forplantes gennem denne. Inderskallen bestaar i Reglen af flere Lag; yderst mod Varme- kilden findes et mere eller mindre tykt Lag Sod, dernæst kommer selve Inderskallens Plader eller Rør og inderst mod Vandet ofte et mere eller mindre tykt Lag af en slet Varmeleder (§ 75). Varmeforplantningen foregaar umiddelbart fra det ene Lag til det andet uden Fald i Varme- graden mellem to mod hinanden vendende Flader; gennem de forskellige Lag finder derimod et Fald i Varmegrad Sted; det er for samme Tykkelse større, jo siettere Lagets Varmeledningsevne er. Jern er en god Varmeleder; Varmen vil derfor forplantes gennem Jernet uden noget væsentligt Fald i Varmegraden; er Jernvæggene (Plader eller Rør) tynde og ikke dækkede af slette Varmeledere, har de omtrent Vandets Varmegrad; er de derimod dækkede af en slet Varmeleder, bliver de betydelig varmere og kan i værste Tilfælde blive brændte eller gløde (§ 228), hvad der kan have alvorlige Følger (§ 243). 75. Kedelvandets Beskaffenhed. Det i Skibskedler anvendte Vand kan henføres under følgende Klasser: 1) destilleret Vand, 2) fersk Vand, 3) Søvand og 4) Blandinger af disse. Destilleret Vand er kemisk rent Vand. I fersk Vand findes ringe Mængder Salte, særligt Kalksalte (lime salt); salt Vand indeholder desuden en Del Klorforbindelser, og da navnlig Klornatrium (cloride of sodium) eller Kogsalt (common salt); Saltmængden i Søvand er ofte over 100 Gange større end i fersk Vand. Er Kedlen oprindelig fyldt med destilleret Vand, og fødes samme Slags Vand paa den, holder de indvendige Kedelvægge sig rene. Er der i Kedlen fersk Vand, vil under Dampdannelsen det rene Vand overgaa til Dampform, medens Saltene i Vandet bliver tilbage i Kedlen og kan lejre sig som en haard Skal, Kedelsten (boiler scale), paa Inderskallen samt som Mudder og Slam ved Kedlens Bund. Dette vil i endnu mere fremtrædende Grad blive Tilfældet, dersom der er Søvand i Kedlen. Dettes Salte har forskellige Mætningspunkter (point of saturation), d. v. s. de kan i større eller mindre Grad holdes opløste i Vandet. Overskrides Mætningspunktet, udskilles Saltene som Kedelsten og Bundfald; Søvandets Kalksalte er uopløselige, naar under Kogningen Vandets Varmegrad naar op over 150°, eller dets Vægtfylde er over 1,033, svarende til c. Saltholdighed (§ 40). I moderne Kedler, som tilføres Søvand, vil Kalken derfor straks udskilles og lejre sig som en hvid, krystallinsk, meget haard Skal særligt paa de stærkest opvarmede Dele af Inderskallen.