Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been
Forfatter: Ch. A. Been
År: 1902
Serie: 1. Del
Forlag: Det Nordiske Forlag
Sted: København
UDK: 75(48)st.f.
Kapitlerne Indledede af Emil Hannover
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
IV
Det var noget afen Hogarth, man ventede
sig af den purunge og dog som meget
lovende anerkendte WILH. MARSTRAND,
der fra Tredivernes Begyndelse og indtil de-
res Midte udstillede en Række satiriske Bil-
leder efter allerede i en Række Barndoms-
tegninger af satirisk Indhold at have vist Til-
bøjeligheder i denne Retning. Det blev dog
klart snart, at det var Spøgens, ikke Spottens,
Gave, han havde faaet. Da han først fik over-
vundet en vis ungdommelig Lyst til blot at
række Tunge og gøre Grimacer, lo han med
en Latter uden Stænk af Galde. Hans Latter-
Kilde sprang fra et Hjærte, der var rent og
varmt, og havde derfra sin Krystalklarhed og
derfra sin Mildhed. Og alt som dette Hjærte
dannedesyderligere, fik Humoren i Marstrands
Kunst en dyb Understrøm af Humanitet, som
gav den Finhed og Elskværdighed, paa samme
Tid som hans Skønhedssans, da den først
var vakt, gav hans Kunst dens ydre Adel og
Ynde.
Italien vakte hans Skønhedssans. Det kunde
synes, som var der dernede — som man sig-
er — pludselig gaaet et Lys op for ham, og
som havde han i Skinnet deraf med én Gang
set Verden i den lyse, skønne Skikkelse, den
fra da af antog i hans Kunst. I Virkeligheden
var hans Forvandling dog ikke slet saa fæno-
menal: ydre Vilkaar var den særlig gunstig.
Ikke blot skinnede i Italien Sydens Sol over
en Verden, der uden Sammenligning virke-
lig var skønnere end de Skidenstræder, i
hvilke Marstrand hjemme havde ladet sin
Fantasi færdes; men af denne malerisk-ideale
Verden havde der allerede en rum Tid for-
inden Marstrands Ankomst til Rom hos Ma-
lerne dernede fæstnet sig hin velkendte ide-
alistiske Opfattelse, der smittede alle Øjne
og blev farlig for det individuelle Syn hos
mange. Betagne af det fremmedartede ita-
lienske Folkeliv, der den Gang endnu rørte
sig i de nationale Dragter og Former, fore-
kom det Nordens Malere, at i Syden var
der Karneval hele Aaret rundt; Karnevals-
stemningen syntes dem at ligge i Luften til
daglig. Den Stemning greb dem og greb de.
De har med deres Billeder givet os en Slags
Italien under Masken; men hvad der var
under Masken, derom har de kun sjældent
vidst synderlig Besked og kun haft lidet at
sige os. Som alle de Samtidiges Billeder af
dette Folkeliv gengiver Marstrands kun dets
Overflade. Men forud for saa at sige alle an-
dre gengiver de det med en i sit Væsen
unordisk Sans for den yndefulde Plastik, den
rhytmiske Bevægelse i Menneskeskikkelsen.
Den lærte Marstrand paa første Haand af det
skønne italienske Folk, og den gjorde ham
ikke alene til den Mester, han samtidig blev
i at komponere, men gennemtrængte saa for-
skønnende og mildnende hans hele Væsen,
at det ikke er til at kende, at de barokke og
plumpe Ungdomssatirer skyldes samme Kunst-
ner, der har malet Skitserne til „Oktober-
Festen“, Fremstillingerne af „Søstersengen“
og andre af de skælmske og yndefulde Ung-
doms-Billeder fra Rom.
Den Periode, der fulgte efter hans første
Rejse, hans Ophold i Hjemmet 1841—45,
137