Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

betegnes af en Række udmærkede Portræter, frem for alle af det ypperlige Gruppebillede af de Roskildske Skydebrodre. Men det, der faar Perioden til at danne Epoke i Marstrands Kunstnerliv, er hans første Illustrationer til Holberg. Hans Aandsslægtskab med denne var paa et enkelt Punkt utvivlsomt. Vel var Hol- berg saa lidt Maler, som nogen Digter kan være; men Marstrand var mere Digter, end Malere plejer at være, og hans digteriske Ævne havde i hvert Fald i Lattermildheden et Grundlag for Opfattelse fælles med Hol- bergs. Saa bundforskellige de end ellers er og maatte være alene af den Grund, at den ene var født til blot at skrive, den anden til kun at male, gælder det om Marstrand ikke min- dre end om Holberg, hvad Brandes har sagt om dennes Evne til med frejdig Lystighed at hæve det Naragtige eller Ulykkelige eller Afskyelige ud over det Hæsliges og over i det Latterliges Kreds. „Han mister ikke Hu- møret, hverken af Ærgrelse eller Medliden- hed; han ler“, siger Brandes om Holberg, og saadan gjorde netop Marstrand ogsaa. Han er en af de faa i nyere Tid, der virke- lig har haft Nydelse af det Latterlige, og som i hvert Fald ikke var tvungen til at ty til Karikatur for at fremstille det Latterliges Karakter. Selv Daumier, om hvem Marstrand stundom kan minde i sine Skitser, var mere overvejende Karikaturist. Man kan jo gerne sige, som det er sagt, at Marstrand i sine Holberg-Billeder saa Virkeligheden gennem Digtningens Briller. Men hvad kunde egent- lig en Maler se gennem Holbergs? Der findes jo i hans Komedier ikke saa meget som en Antydning af den ydre Form, hvori de skulle tænkes. Alt, hvad Marstrands Holberg-Bil- leder i saa Henseende indeholder, staar helt og holdent for hans egen Regning og tjener ham derfor udelt til Ære. Og her — i Frem- stillingerne af Erasmus Montanus, Barsel- stuen, Jeppe og de øvrige af hans Holberg- Billeder fra Fyrrernes Begyndelse — er det da, at hans glimrende Karakter-Forstand, mildnet af hans Humor, der atter var forædlet af hans Skønhedssans, fejrer sine første store Triumfer. Fra 1845—48 gjorde han sin anden store Rejse, der over Holland og Paris paa ny førte ham til Rom. Ingen af hans Arbejder har nydt saa megen Folkeyndest som netop de, der skriver sig fra denne Rejse. Nutiden samstemmer dog ikke med Datiden i Begej- stringen over saadanne Billeder som Osteri- Scenen med den gamle sovende Kone og de to unge Piger, der hilser en indtræd- ende Velkommen, Dansen i det Fri paa Ischia eller den lille Pige med Katten. Ser vi i dem Repræsentanter for en ny Side af Mar- strands Talent, er det snarest Repræsentanter for en Vrangside af dette Talent, for en Til- bøjelighed til at tillade Koketteriet med Pub- likum og de dertil hørende behagesikre Lyder at brede sig paa Bekostning af de altid mindre behagesikre kunstneriske Dyder, — en Til- bøjelighed for Godtkøbsskønhed af tysk Art og et Vidnesbyrd om, hvor let selv den over- legne danske Kunst i hine Tider fortyskedes. Af denne Fordærvelse, der angreb hans Billeder, forblev dog hans Skitser fuldkom- ment uberørte. Han skitserede „En Karne- valsaften i Rom“ med saa gnistrende et Fyr- værkeri af Motiver og Indfald, som kun den kan tillade sig, der har let nok til Krudtet. Han gjorde det i Tonerne saa fine, i Kompo- sitionen saa gratiøse, i Indholdet saa skælm- ske og elskværdige Udkast til „En ung Ita- liener, der vifter Fluerne bort fra en sovende Pige“. Han malede den udmærkede Skitse til „Det døde Æsel“, den ikke mindre ud- mærkede til „Charlatanen, der anbefaler sin Blanksværte“, og han noterede eller kompo- nerede, snart med sin Pensel, snart med en Pen eller Blyant mangfoldige andre komiske eller skønne Motiver. Ogsaa nogle løst skitse- rede Illustrationer til Don Quixote blev til under dette Ophold i Italien. De blev Ind- ledningen til en lang Række Billeder af den bedrøvelige Helt fra Salamanca, en af Hoved- figurerne — dog næppe en af de bedste — i Marstrands komiske Galleri. Hjemkommen kastede han sig med stor Energi over Portrætfremstillingen i Legems- størrelse og malede bl. a. det yderst karakter- fulde, om Eckersberg mindende Dobbeltpor- træt af Konsul C. F. Hage og hans Hustru. Med disse Arbejder genvandt hans Billeder i større Maalestok noget af det solide natural- istiske Grundlag, paa hvilket hans Udvikling oprindelig byggede. Der hændte ham dog ikke egentlig noget nyt som Kunstner, før 138