Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

han i Efteraaret 1854 var hjemkommen fra sin tredie Rejse til Italien, der denne Gang havde gældt Venedig. Ikke at det, han dér havde malet var saa særlig betydningsfuldt! Der var sluttelig kom- met et ikke videre dejligt — eller om man vil et altfor „dejligt“ — Billed ud af de „Vene- tianske Piger i. en Kirke“, hvortil han havde gjort udmærkede Forarbejder, og som han aabenbart havde bestemt til at blive et Hoved- værk. Det nye, han bragte med sig hjem, laa ikke som færdige Resultater i hans Studie- mappe, men var et Mod, der var blevet ham indblæst, Modet til at hæve sin Kunst mod det, han selv kaldte „det højere Gebet“. Foran den store Kunst af Tizian og endnu mere Veronese havde han følt Kræfter røres i sig til større kunstneriske Bedrifter end dem, han hidtil havde øvet. Mægtigt synes Vene- dig at have inspireret ham. Feststemningen, som ligger over denne Æventyrby, og som han havde set paa et bacchantisk Højdepunkt en Maaneskinsnat i Juli, hvor der var Folke- fest paa Canale Grande, smittede ham, og Skønhedsrusen steg ham saaledes til Hoved- et, at han i sin Fantasi saa en Verden, der havde Lighed med den, de gamle Malere i Venedig havde set, en Verden, hvis Menne- skehed var af pragtfuldere Kraft, af yppigere Bygning, af fyrigere Sind, med ét Ord i en større Stil end den, der hidtil havde dannet det beherskende Billed i hans Fantasi. Der kommer efter hans Ophold i Venedig noget ind i hans Kunst, som ligner en stor Svulmen af hans hele Væsen. Det ytrer sig først og fremmest paa hans Produktions-Ævne, der altid var stor, men som nu bliver enorm. En Flod af Billeder, Skitser, Tegninger strømmer fra hans Haand ustandseligt ud over Landet. Den ytrer sig dernæst, denne Svulmen, i hans Behandling. Ikke blot i det mindre væsentlige, at hans Pensel eller Pen kunde blive bredere, genialere i'sit Strøg, men ogsaa i det mere væsentlige, at hans Linje og hans Form fik en større Yppighed, en stærkere Sanselighed, en mere overstrøm- mende Sundhed. Det er, som vilde Barmen sprænge Korsettet paa den unge Romerinde, der festligt smykket gaar til Karneval. Og Talen er ikke, som man maaske af Exemplet kunde tro, om den blotte Gengivelse af blot det kødelige. Naar Barmen synes at ville sprænge Korsettet paa den lille Romerinde, da er det, fordi Hjærtet i hende er saa fuldt af Længsler, at de vil sprænge Barmen. Det kunde ogsaa svulme i ham ved Erindringen om en Bagatel af Skønhed som den smukke Bevægelse, hvormed han havde set en Gon- doliere hjælpe en ung Pige ned i sin Gondol. Eller den, hvormed en Romerinde lod sig løfte ned fra et Æsel. Eller den, hvormed et italiensk Ægtepar anraabte Madonna om Hjælp for deres lille syge Barn. Eller den, hvor- med en Moder dækkede sin Førstefødtes Vugge. Hans Skønhedsfølelse svulmede ved sligt. Men det svulmede fremdeles i ham, naar han atter og atter vendte sine Tanker til Holberg. Da var det Humoren i ham, som rejste sig til den høje Latterbølge, som er skyllet ud over saa mange af hans komiske Billeder, og som uimodstaaeligt river Be- skueren med sig. Det kunde saa ebbe for en Tid i hans Livsmod; navnlig med Alderen blev hans Øjeblikke af Mismod mange. Men det blev hurtigt Flod igen i hans Sind, og han viste da, hvor ungdomsspænstigt han stedse følte for hver Tanke, som syntes ham smuk, og hvert Syn, der var ham kært, — for den uskyldsrene Tanke f. Ex., der syssel- sætter den unge Pige paa Billedet af „Besøg- et“, for det dyrebare Syn f. Ex. af sine Børn og deres Moder, som han har fremstillet i et Par af sine ypperste Billeder. Da var det Hjærtet i ham, der udvidedes som aldrig før og fik disse Billeder til at svulme af Stolthed over hans vakre Hustru og de sunde Børn. Udvidelsen af hans Væsen førte ganske naturligt til en Udvidelse af hans kunstne- riske Omraade, hvis Grænser ligefrem flytte- des udefter under det tiltagende Omfang af hans Egenskaber. Deraf da ogsaa den Natur- lighed, hvormed han naaede at behandle selv de højeste Æmner. Han ifører nok under- tiden sine Figurer gammeldags Klædebon og giver dem gammeldags Omgivelser; men det er dog mere ved Følelsens ukunstlede Ud- tryk end som Følge af visse koloristiske Over- ensstemmelser og det hollandske Udstyr, at hans Skitse til den fortabte Søns Hjemkomst saa slaaende minder om Rembrandt. Der er en anden af hans Skitser (Lady Macbeth), der levende erindrer om Delacroix. Med denne 139