Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

Horizont og give den Form af smaa, „krappe“ Bølger. Det flygtige, foranderlige og ubundne Element blev aldrig rigtig hans; men efter- haanden fangede dogSøen hans Interesse jævn- byrdig med Skibene. Han fandt i den en helt ny Genstand for den Forskning, hvormed Kunsten mere og mere blev ham identisk, og han opnaaede ad videnskabelig Vej et ind- gaaende Kendskab til den. Det er dog klart, at en stor Umiddelbarhed kan der ikke være i Billeder, forud for hvilke der er gaaet en Mængde Overvejelser, og under hvis Farvelag der skjuler sig en Masse Konstruktionslinjer. De flygtige og fænomenale Stemninger over Søen har han ikke ævnet at skildre. Paa Bil- ledet af „Thorvaldsens Hjemkomst paa Rhe- den“ staar den massive Regnbue, hvis „Nadir“ han havde søgt, og hvis Radius han havde tilmaalt sig ved Hjælp af en vis Tangent, som Skel mellem, hvad han kunde og ikke kunde som Marinemaler. Han kunde ikke overliste Fænomenerne, han maatte altid bag om dem for at erfare, hvoraf eller hvorledes de var gjorte. Først da med Alderen hans Syn blev svækket — formodentlig en Følge af hans stadige Brug af Kikkert — malede han paa et kortvarigt Stadium, hvor hans Øjne næppe var svagere, end at de kunde kaldes normale, en lille Række Søbilleder af mere malerisk Natur. Al den Energi, han tidligere havde spredt paa Detailler, har i disse Arbejder koncentreret sig om og fortættet sig i Gengivelsen af de koncentrerede og fortættede Helhedsindtryk, han nu modtog gennem sine før saa analyse- rende Øjne. Det er, som saa nu disse mere almén-menneskeligt paa Havet; det er ogsaa, som bragte de ham derved en mere almen- menneskelig Glæde over Havet, thi i ingen af hans tidligere Skildringer af dette er der saa frisk, saa fornøjet, saa frigjort en Aand, som i disse. Det er, som havde hans over- skærpede Syn maattet reduceres til det nor- male og oprindelige, før det kunde finde den store, slaaende Natursandhed, han vel havde søgt før, men aldrig bemægtiget sig helt: vore Farvandes Kolorit, som den er, naar vore Sunde blaaner under Somrens Himmel og Somrens Sol belyser de hvide Sejlere, der omkredser Danmarks grønne Øer. Hurtigere, lettere og mere lejlighedsvis gjorde han sin Opdagelse paa Landjorden. Naar han var ude paa et Landsted ved Char- lottenlund, hvor han et Par Aar havde ind- logeret sin Familje i de varme Maaneder, eller naar han en Gang hver Sommer lejede en Wienervogn for efter Tidens Skik at gøre den aarlige Skovtur med Kone og Børn, eller naar han en smuk Septemberdag blev greben af Lyst til at gense de grønne Træer inden Efter- aarets Komme, eller naar hans Elever trak ham med ud paa en af deres Udflugter, saa be- nyttede han ufravigelig Lejligheden til at male et lille Parti. Tiden til at udføre en saadan Skitse var altid knap tilmaalt, og Penselfø- ringen fik sit friske Præg deraf. Han havde dog set sig godt om paa en saadan Dag, hvor han færdedes ude. Det, han bragte hjem i Laaget af sin Malerkasse, var kun Smaating i Sammenligning med den Erindringsskat af En- keltheder, han kunde tømme ud over sin Skitse, naar han efter sin Hjemkomst forvand- lede den til Billed. Aflutter overstrømmende Følelse for det Smaa i Naturen, der hidtil havde manglet Pleje i Landskabskunsten her- hjemme, lod han da til Tider sin Pensel nusle altfor kærligt om det. Det er let at se paa den færdigmalede Del af hans Landskabskunst, at sin sidste Modenhed har den ikke faaet i det Fri. Den er en Stue- og Hjærtekammerkultur. Men for en saadan Kultur egnede den sig, den lyse og idylliske danske Natur, hvormed han fortrinsvis beskæftigede sig, idet han fortrinsvis malede i Nordsjælland. Hans lille Billed fra Renbjærg Teglværk ved Flensborg viser dog, at hans Ævne til at komme i et inderligt For- hold til vor Natur ikke svigtede ham, fordi han fjærnede sig fra sit egentlige Territorium. Ganske ulærd, ren Autodidakt, som han var som Landskabsmaler, uberørt af alle tidligere og samtidige Regler og Methoder for Land- skabskunsten, med ubrugt og derfor frisk Natursansning og i sin ejendommelige Tilstand af den højeste Vaagenhed paa Øjet, trængte han dybere ind i den Natur, han malede, end nogen af hans Forgængere havde gjort det. Grundakkorderne i den danske Naturs Kolorit har han først af alle anslaaet med ende- lig og afgørende Sikkerhed. Med disse sine Opdagelser af uforanderlige Grundtræk i vort Lands, vor Søs og vort Folks Fysiognomi har han indlagt sig en mangeGange større Fortjeneste end med de store Historie- s’ 47