Danmarks Malerkunst
Billeder og Biografier samlede af Ch. A. Been

Flamme at opbrænde det tilegnede Billed af Virkeligheden og lade det lig en skønnere Fugl Føniks opstaa i Kunstværket. Kun en eneste Gang i hans Liv var der en Slags Inspiration over ham: da han malede Knæbilledetaf Thor- valdsen. Her stod højere Magter ham bi mod hans Vidende. Han, Iagttageren, var denne ene Gang noget af en Seer. Han overgik ikke oftere sig selv paa denne Maade. Det faldt efter hans Hjemkomst jævn- ligt nok i hans Lod at portrætere fremragende eller højtstaaende Personer,men hverken disse eller hine bragte hans Iagttagelse ud af dens Ligevægt. Han havde snart efter sin Hjem- komst vundet en huslig Lykke som Ægtemand og Fader, og den lagde sig blødt over hans Væsen, gav det en mild Varme, men ildnede det aldrig op over en jævn og normal Tem- peratur. I Hjemmets rolige Dagligluft trivedes derimod udmærket hans borgerlige Dyder, hans Elskværdighed og Retskaffenhed, hans Flid og store Pligtfølelse. Han vidste, at Ordet om de mange Bække smaa, der gør en stor Aa, gælder ikke mindre de kunstneriske end de økonomiske Værdier, naar Kunstneren ikke er saa heldig at høre til de Kunstens Kapita- lister, hvem det er givet med et Par store Strøg med Penslen at stryge Kapitaler af Kunst- værdi ind paa deres Lærreder. Hvad der har ophobet sig i Eckersbergs Arbejder af Kunst- værdi, er sammensparet efter det modsatte Princip. Intet agtede hans Pensel for ringe. Af Angst for at gaa glip af noget gik den af Vejen for Halvlys og andet Clair-Obscur. Kun i det klare, nøgterne Dagslys kunde Eckersberg tilfredsstille, hvad der var blevet hans eneste Passion som Kunstner, Trangen til at studere eller, som han kaldte det selv, „at grandske“. Det var ikke Hjærter og Nyrer, han gran- skede, men alt, hvad han faktisk saa med sine Øjne. Han er Realist som Portrætmaler, Na- turalist, endog Materialist kunde man kalde ham, om ikke hans Materialisme var baaren oppe over den almindelige af den Idealisme, det paa sin Vis er at omfatte med saa dyb en Kærlighed den ydre Verdens aller mindste og materielleste Ting. Hans Portræt i fuld Figur og Legemsstørrelse af Madam Schmidt er uovergaaet i vor Kunst i Retning af realistisk Anskuelighed; det NathansonskeFamiliestykke er det i næppe mindre Grad. Ædlere Kunst er dog Portrætet af den unge Frk. Marsmann, — i Kraft af dets Kolorit, thi Vermeer fra Delft har ikke malet noget skønnere end hendes Kjole med det hvide Tyl over den gule Silke; i Kraft af dets Holdning, thi Eckersberg har intet malet, hvori der er saa udpræget aristo- kratisk en Stil. Var det Samtiden, der manglede Sans for saadan Stil? Eller var han selv for demokratisk til at have Blikket aabent for den? Noget af begge Dele, maa der svares. Vi har altid været det Folk, der kendtes paa sin jævne Borgerlighed og paa sin Hverdagsform for Livet. Men aldrig var Borgerligheden jævnere og Formen hverdagsligere end paa den Tid, hvis Mennesker Eckersberg har skildret, og al- drig blev Mennesker skildrede af en Kunstner, der selv var mere af en Borger. Deraf da den potenserede, typiske danske Karakter i hans Portræter. Den er en af de Opdagelser, hvortil han ubevidst, i Blinde kunde man sige, hvis den ikke netop skyldtes hans Øjne, førtes af sin Trang til paa alle Omraader at naa til Bunds i Sandheden. Og det siger sig selv, at denne Opdagelse er en af de største, vor Kunst- historie har at antegne. Men den Oprindelighed i Blikket, der paa tidlige Kulturstadier skaber Opdagerne i Kun- sten og gør deres Betragtning til den siden gængse, førte ham til flere Opdagelser end hin ene af den danske Type. Han er Opdager ogsaa af Danmarks Land og Sø. Hans Passion for Søen begyndte som en Passion for Skibe. Han interesserede sig til- tagende for Mekanik og Konstruktion og fandt i Skibsvæsenet et udstrakt Æmne for denne Interesse. Overalt, hvor der var Lejlighed der- til, satte han sig ind deri. Han var kendt med Baadebyggere og Søofficerer, og paa Værfterne gik han ind og ud, som han vilde. Hans første Mariner er da ogsaa mere Billeder af Skibe end af Sø. Med en Kyndighed, der er kom- plet, bevæger hans Pensel sig omkring paa de fuldriggede Master og forklarer og anskue- liggør Betydningen af Mers og Æselshoveder og Salinger og af hver Ting paa hver især, dansende den nydeligste Linedans langs Hun- drederafTove, der er trukne uden den mindste Rysten paa Haanden. Af Søen er der lidet i disse hans første Mariner. Han affandt sig med den ved at se den under den lavest mulige 46