Vor Undervisning og det praktiske Liv

I. Non scolae sed vitae discimus. Saaledeslyder fra gammel Tid vor Skoles Valgsprog, og engang var dette Valgsprog fuldt berettiget. Men det er ikke længere Tilfældet. Vor Skoleordning hviler paa et Grundlag, som engang var givet af Livets egne Fordringer, men den er blevet staaende der, medens Livet er løbet videre og nu stiller helt andre Krav. I de nærmest foregaaende Aarhundreder beroede Nationernes Udvikling for en meget stor Del paa den Fasthed, hvormed Staten administreredes; den Stat, der naaede længst i denne Henseende, blev lykkeligst og overstraalede de andre. Nuomstunder er denne Opgave nogenlunde ensartet løst de fleste Steder, og det er den praktiske Dygtighed hos Landets næringsdrivende Borgere, som bærer Staten frem i Kappestriden med andre. I det 17de og 18de Aarhundrede var det vigtigste Formaal at faa en dygtig, kundskabsrig og vidtskuende Embedsstand. Den var Midlet for Fyrstemagten til at knytte Landsdelene sammen, og den var Betingelsen for Fornyelse og Fremskridt, da der manglede parlamentariske Institutioner. Al Kratt blev derfor sat ind paa at forme Ungdommens Oplæring saaledes, at dette Maal kunde naas; det blev da den lærde Skole, som Staten drog Om- sorg for; og Universitetet, mindre opfattet som Videnskabernes Tempel end som Statsfabrik for Embedsmænd, blev Ærgerrighe- dernes Maal. Ethvert opstræbende Talent søgte at bane sig Vej ad den akademiske Løbebane, og kun ad denne Vej blev det muligt at bryde sin Fødsels Stavnsbaancl. Standscirkulationen er i fremtrædende Grad Betingelsen for den stadige Fornyelse af en