Vor Undervisning og det praktiske Liv

4 Nations Livskraft; og igennem lange Tider var denne kun mulig gennem Lærdskolen og ad Embedsvejen. Og det maa vi ikke glemme, at vi skylde hin Tid med dens Forgudelse af den lærde Dannelse denne store .Tjeneste, at der skabtes Anerkendelse af anden Men- neskeværdighed end den, som Fødslen giver, at den ringefødte ved sin Lærdom og Dannelse kunde finde Plads mellem Landets mægtige. Men selv om vi bevare denne Taknemlighedsfølelse, kan dette ikke forpligte os til at lukke Øjnene for den Kendsger- ning, at Tiderne skifte. Lærdommen er ikke længere det, hvori Menneskeværdigheden fortrinsvis ytrer sig. Kan der ikke nuom- stunder findes andre Veje aabne for den nødvendige Standscirku- lation, saa ville vi ikke blive i Stand til at udnytte vor Nations Kræfter. Det er ikke længere Embedsmænd, vi i første Linje trænge til, men dygtige praktiske Mænd, Agerbrugere, Køb- mænd, Industridrivende. Og det er med dette Maal for øje, vi maa ordne vort Undervisningsvæsen. Endnu er det saaledes, at vi her i Landet se hen til den akademiske Uddannelse som den fineste. Mand og Mand imellem er der en Respekt for den studerede, der ikke beror paa en klar Vurdering af, at han udretter mere for den almindelige Velfærd, men paa en uklar Overlevering fra Embedsvældens Tid. Forældre drømme om at faa deres Sønner til Studenter, og den Student, som forlader Studierne for at gaa over til praktisk Gerning, føler sig selv og anses almindeligvis for at være gaaet et Skridt ned efter. Det er de gode Hoveder, som sættes i Latinskolen, og bort- set fra Spørgsmaalet om, hvorvidt man har Raad til at bekoste sin Søns Undervisning, er det eneste Hensyn, som tages ved Be- stemmelsen om, hvorvidt en Dreng skal studere eller ikke, hans Evner. Særlig ved vore blandede Latin--og Realskoler træder dette tydelig frem; Skolen søger at faa alle de velbegavede over i Latinklas- serne og skyde de mindre gode Hoveder over i Realklasserne. Paa den Maade opklækkes og næres den Forestilling, at Studen- terne ere Eliten af vor Ungdom, og at det praktiske Liv kræver mindre Evner og ringere Dygtighed. Denne Vurdering er vort Undervisningsvæsens store Brist. Man vilde dog fejle ved at tro, at denne bagvendte Opfattelse helt beror paa en Overlevering fra Fortiden. Den er ogsaa i stor Udstrækning en Følge af de særlige Udviklingsforhold, hvorunder vi i vor eget Aarhundrede have været stillede. Vor nationale Be- vidsthed er i de sidste Par Menneskealdre blevet vakt gennem en